Start Nyheder Adresser Festdage Billeder Service Illusioner Sjov Spil

Nedenstående er opgaver fra Sørens seminarium opstart september 2002
- udgivet med forfatterens tilladelse -




Søren Beeg-Kaagaard (22.1)

Erindringsrejse.

Når Søren står op er lejligheden tom. Guldkornene er sat frem på det lille køkkenbord, og Sørens mor har lagt en ”godmorgen-ha’-nu-en-go’-dag-seddel”, før hun kørte på arbejde. Han spiser hurtigt, både fordi han hader den måde hvorpå guldkorn bliver bløde og grødede når de svømmer for længe i mælken , men også fordi kedsomheden hurtigt vinder terræn når man er alene.
Søren husker først madpakken, da han står og fumler med låsen på hans cykel nede i cykelskuret. Han bander indædt på vej tilbage til lejligheden, hvor han henter den kulinariske oplevelse mor har gemt i køleskabet i dag. Han håber stille for sig selv, at det ikke er figenpålæg igen, for han får nu lidt dårlig samvittighed når han smider det ud oppe på skolen…
Skateboardet skurrer mod Sørens bagagebære, mens han padler i pedalerne på den gamle, trofaste, blå winther cykel , som skal bringe ham til Balleskolen inden kl.8.15. Søren’s tanker er andetsteds, måske mest hos Louise som han vist er rigtigt kærester med. Tankerne falder måske på den gang de kyssede i Louises carport, eller måske på de mange aften-møder med giftig jord oppe på børnehaven?
Cykelturen lakker hurtigt mod enden, og snart flænges morgenen af den umiskendelige infernalske larm fra en skolegård. Søren sætter farten lidt op da han passerer den lukkede gård hvor 8-10 klassernes enevælde er ubestridt, og retter det rustne styr imod de mere sikre farvande nede ved 4-7 klasses blokken. Han zigzagger med øvet adræthed, mellem myldrende masser af børn på den smalle sti, mens han prøver at overskue stillingen på dagens første vigtige kampe, som allerede spilles på den store boldbane på venstre hånd.
Klokken er 8.08, han har god tid.
Cykelstativet er ragnarok. En kirkegård belæsset med utallige henkastede skeletter, lakerede i diverse variationer af neon og metallic. Søren finder et hul af ubetydelig størrelse blandt de mange tohjulede befordringsmidler, og får med lidt besvær klemt sit lyseblå lyn ind imellem en BMX og en splinterny racercykel.
”BJØRN OG TROELS SLÅSSER!!!” – De ganske begejstrede børnestemmer fanger Sørens opmærksomhed, og han skynder sig tilbage af stien mod indgangen til sjette klasse. En klynge af børn fra Sørens klasse og parallelklasse står samlet foran indgangen til sjette. Deres opmærksomhed er rettet mod noget oppe foran som Søren ikke kan se, da han er lidt en ”bette lort” i forhold til hans jævnaldrende. Da han får sig klemt igennem den hujende kødrand, ser han ganske rigtigt en sammenfiltret masse af arme og ben som vist alle tilhører Bjørn og Troels. Bjørn er egentlig en af Sørens gode venner, men Søren blander sig ikke. En mod en er fair, to mod en er fejt. Han ved ikke hvor han har hørt at det er sådan, sådan er det bare. Den næsten messende hujen og kommenteren fra tilskuerne, afbrydes pludseligt af klokken, der med ublide toner gør opmærksom på at alles frihed er midlertidigt inddraget. De eneste som ikke sanser klokken er de to kamphaner som næsten blokerer indgangen til klasserne. Da Søren står forrest, skræver han som en af de første over de to slagsbrødre. Imens arbejder Bjørn lidt videre på Troels forslåede nyrer, med sammenbidt sejrsvilje i øjnene, hvorefter han rejser sig og følger med flokken ind.
Fællesarealet ligger som en bølgebryder lige inden for døren, og børneflokken splittes hurtigt op i A, B & C. Der er ingen døre imellem klasserne og fællesarealet, og for en kort stund domineres lydbilledet, af ca. 75 stole der skramler mod gulvene i de tre klasser.
Søren sidder i hjørnet af den obligatoriske hestesko, sammen med Peter og Carsten. Som så mange andre dage, starter de med nogen venskabelige ”lammere” og ”trælår”, imens de prøver at arrangere deres stole i den idealvinkel, som giver den mest behagelige vippen. Johnny, deres dansk og klasselærer, er ikke kommet endnu, og de sidste usuperviserede minutter bruges til lavmælt diskussion om hvem der vandt det foregående slagsmål.
Snakken dør hurtigt hen da Johnny ankommer, ikke fordi der ikke var mere at snakke om, men nok mest fordi de er lidt nervøse ved Johnny som til tider kan blive rigtig sur. Johnny har ikke været lærer i 6B særligt længe, og Søren savner allerede Bodil. Hun blev vist gravid og købte en bondegård eller sådan noget. Søren har en mærkelig fornemmelse af, at Johnny måske ikke kan lide ham. Måske har lærere sådan en slags sort bog, hvor de noterer alt ned om de elever som ikke altid bare makker ret? I hvert fald føler Søren det lidt som om Johnny har dømt ham på forhånd, og lige meget om man så har gjort noget eller ej, er man placeret i gruppen af oplagte mistænkte når et givent problem opstår.
Søren sidder allerede og venter på, at Johnny skal remse navnene op på ”The usual suspects”, og sende dem til en grundig afhøring omhandlende det nylige slagsmål. Tanken om et besøg ved lærerbordet tiltaler ham ikke, og han synker lidt ned sædet, imens han prøver at falde i ét med det brune gulv og de orange gardiner, som klasseværelset er domineret af. For en kort stund er han evolutionens sidste nye tiltag, en menneskelig kamæleon.
Heldigvis starter denne dansktime ikke med nogen ubehageligheder fra Johnnys side, hvis man da ikke medregner grammatik i den kategori.
Søren er god til dansk, han har i hvert fald ingen problemer med at læse og stave. Krydser, boller og trekanter, det er derimod en anden sag. Han har aldrig rigtigt fattet meningen med de der små kommaer, og en time i selskab med grammatikken føles som en evighed. Carsten, som sidder til venstre for Søren, er en god kammerat og en super-målmand, men Søren ved til gengæld også at Carsten er en knold til dansk. Det er ikke svært at starte en hviskende samtale om frikvarterets kommende kamp, og et par minutters hygge sniger sig ind mellem alle krydserne og bollerne. En lavmælt fnisen udbryder da samtalen falder på A og C-klassens fodboldevner, men åbenbart ikke lavmælt nok. En knivskarp rømmen punkterer hyggen, og de kigger begge hurtigt op mod tavlen. Johnny stirrer stramt ud over brillerne. Kridtet danser som en lille trommestik imod hans i forvejen støvede hånd, mens han skænker situationen ca. to sekunders overvejelse. ”Søren, vil du godt ta’ dine ting og sætte dig ned ved siden af Susanne?” Det er vist egentlig ikke et spørgsmål, selvom Johnny får det til at lyde sådan, og Søren flytter hurtigt hans sager til den krævede destination.
Når man sidder ved siden af Susanne går tiden langsommere. Heldigvis sidder Louise lige overfor, og de få gange overvågningen fejler får han sendt hende to af hans bedste ansigter, og en enkelt madpakke-elastik.
Endelig frikvarter…


Søren Beeg-Kaagaard (22.1)

Erindrings-digt opgave.

(Tekststykke fra erindringshistorie)

Cykelturen lakker hurtigt mod enden, og snart flænges morgenen af den umiskendelige infernalske larm fra en skolegård. Søren sætter farten lidt op da han passerer den lukkede gård hvor 8-10 klassernes enevælde er ubestridt, og retter det rustne styr imod de mere sikre farvande nede ved 4-7 klasses blokken. Han zigzagger med øvet adræthed, mellem myldrende masser af børn på den smalle sti, mens han prøver at overskue stillingen på dagens første vigtige kampe, som allerede spilles på den store boldbane på venstre hånd.

Klokken er 8.08, han har god tid.


Digt.

Der er fjendeland forude, skønt målet er nær

Et lukket land fuld af bumsede kæmper

Med hemmelige smøger og kløpulverbær

Som jævnligt de ned på små rygge lemper

Mens de skiftevis griner og skuler tvært.


Med et fast greb i styret, og hurtige pedaler

Højner han farten og suser forbi

Sådan er måden han undgår store vandaler

For blandt jævnaldrende at få amnesti.


Farten sænkes, er nu i smult vande

Trygheden tiltager med skolegårdslarm

Roligt zigzaggende kan Søren nu sande

At han er i live skønt han er kørt varm.


Med øvet adræthed blandt myldrende masser

Af børn i den størrelse han bedre kaperer

Cykler Søren mod mål, og hvis klokken passer

Er den 8.08, da han arriverer.


Søren Beeg-Kaagaard (22.1)

Danskopgave – In Medias Res + Spændingsoptrapning.

Samleren.

Jeg havde egentlig ikke regnet med han ville gøre det, men det onde nedstirrende blik burde have fortalt mig noget andet.
Mit hoved føltes som to flasker billig rødvin, og jeg var svagt bevidst om at mit lange hår klæbede til den hårde kolde overflade under mig. På trods af den skærende smerte, lykkedes det mig at fokusere på skalpellen. Den lå hjemmevandt og afslappet i hans hånd. Et slankt sølvfarvet firben, som tålmodigt ventende solede sig i det livløse kliniske lys, der syntes at trænge sig på, fra alle retninger. Som en pludselig tordenbyge på en bilrude, slørede den pulserende smerte igen mit syn. Jeg kunne mærke mit spinkle greb om bevidstheden fejle, og jeg bød det lindrende mørke velkommen.
”Hørte de hvad jeg sagde?”
…Den lyse næsten pibende stemme, tvang sig vej ind i mit mørke trygge asyl. Modvilligt åbnede jeg øjnene. Det var som at beskue den virkelige verden over vandet, men set fra bunden af en grumset sø. Alle synsindtryk virkede forvredne og uvirkelige, nærmest som Picasso på LSD, imens alle lyde blev forstærket tifold. Med langsomme usikre svømmetag, forsøgte jeg at kæmpe mig op mod overfladen, men uden succes. Mørket og glemslen lurede som en kølig understrøm nede på bunden, og uden synderlig modvilje lod jeg mig igen blive trukket ned. Lige før mørket igen favnede mig, trængte en kort sprød knækkende lyd og en ram lugt af salmiakspiritus ned til mig. Med ét eksploderede alle mine sanser. Som ved et hospitals elektriske genoplivning, blev jeg slynget tilbage til virkeligheden og alt hvad det indebar.
Mit blik stillede ikke skarpt på en venlig læge, men i stedet på en lille pertentligt udseende galning. Hans små slanke fingre viftede utålmodigt en lille ampul under min næse, og den ramme stank af salmiak fik mine øjne til at løbe. Tilsyneladende tilfreds med min grad af bevidsthed, puttede han den lille ampul i brystlommen på hans anonyme grå skjorte, og glattede eftertænksomt på hans i forvejen sirligt pressede flipper. ”Det er nødvendigt de er ved bevidsthed, mens jeg forklarer dig reglerne for deres ophold hos mig.” Min tunge føltes som en knastør topunds kotelet , og jeg valgte at nikke i stedet for at prøve på at svare. ”De må forstå at mit arbejde indebærer en vis mængde smerte.” Han udtaler ordet smerte, næsten som hvis han smager på et specielt foretrukket yndlingsbolche. ”Anæstesi til denne slags kirurgiske indgreb er både dyrt og egentlig ganske unødvendigt, når det er det endelige værk vi må fokusere på. Man kunne sågar driste sig til at sige, at du lider for min kunst.” Hans latter er hysterisk, høj og pibende. Han ser ned på mig med en foruroligende henrykt forventning i øjnene, næsten som hvis han venter på at jeg skal tage del i hans vanvid.
Hans skuldre sænker sig med et træt lille suk. Et af den slags folk giver, når de må løsrive sig fra en yndlingsbeskæftigelse for at tage telefonen. ”Vi kan jo ikke have at du løber nogen stede, vel?” Med to små stive og hurtige skridt, er han nede ved mine fødder. Jeg fæstner mig svagt ved, at han slæber fødderne mod gulvet når han går, men rives ud af mine tanker da jeg mærker hvad der føles som et koldt pust mod mine hæle. Der lyder et par smæld som hvis man træder på to tørre kviste. En fornemmelse af at blive sparket, over bagsiden af benene, efterfølges af en brændende smerte så intens at jeg skriger uhæmmet. Før de rullende bølger af smerte drukner min bevidsthed, hører jeg hans blide pibende stemme igen –”De kan være helt rolig, jeg har kun skåret senen, de bløder næsten ikke…”