De havde et krystalhus på planeten Mars. Det lå ved bredden af et udtørret hav. Hver morgen kunne man se fru K spise de gyldne frugter, der groede på krystalvæggene, eller gøre rent i huset med håndfulde af magnetisk støv, der optog alt snavset i sig og blæste bort med den varme vind. Om eftermiddagen, når det forstenede hav lå varmt og stille, og vintræerne stod stive i gården, og ingen kom udendørs, kunne man se hr. K selv i sit værelse, hvor han læste i en metalbog med udhævede tegn, som han strøg sin hånd let henover, som man slår en harpe. Og som hans fingre strøg i bogen, sang en stemme, en stille, gammel stemme, der fortalte om dengang, da havet var en rød damp mod kysten, og fortidsmænd havde taget skyer af metal-insekter og elektriske edderkopper med sig i strid.
Hr. og fru K havde boet ved det døde hav i tyve år, og deres forældre havde boet i det samme hus i ti århundreder. Huset drejede sig og fulgte Solen som en blomst.
Hr. og fru K var ikke gamle. De havde den ægte marsboers lysebrune hud, runde, gule øjne og bløde, musikalske stemmer. Engang havde de holdt af at male med kemisk ild, at svømme i kanalerne, når vintræerne fyldte dem med grønne likører, og at tale sammen til langt ud på morgenen i stuen med de blå selvlysende portrætter.

Nu var de ikke lykkelige.
Den morgen stod fru K mellem søjlerne og hørte på, at ørkensandet blev varmt, smeltede til gult voks og ligesom løb ud i horisonten.
Der skulle ske noget.
Hun ventede.
Hun så på den blå marshimmel, som tænkte hun sig, at den hvert øjeblik kunne trække sig sammen, åbne sig og spy et skinnende mirakel ned på sandet.
Der skete ikke noget.
Hun blev træt af at vente og gik ind gennem søjlerækkerne.
Der kom en mild regn fra toppen af søjlerne, den kølede den sviende luft og faldt blødt over hende. En varm dag var det som at vade i en bæk. Husets gulve skinnede af køligt rislende vand. På afstand hørte hun manden spille sin bog, hans fingre blev aldrig trætte af de gamle sange. Hun ønskede stille, at han igen engang ville ofre lige så megen tid på at holde hende og røre hende som en lille harpe, som han nu brugte til sine utrolige bøger.
Men nej. Hun rystede på hovedet, umærkeligt og tilgivende. Øjenlågene faldt blidt ned over hendes gyldne øjne. Ægteskab gjorde mennesker gamle og tilvante, mens de endnu var unge.
Hun lænede sig tilbage i en stol, der rørte sig og tilpassede sig hendes skikkelse, alt som hun bevægede sig. Hun lukkede øjnene fast og nervøst til.
Så kom drømmen.
Hendes brune fingre skælvede, løftedes og famlede i luften. Et øjeblik efter sad hun forskrækket oprejst og trak vejret tungt.
Hun så sig hastigt om, som om hun ventede, at der skulle stå nogen foran hende. Hun så skuffet ud, rummet mellem søjlerne var tomt.
Hendes mand stod i den trekantede dør. "Kaldte du?" spurgte han irriteret.
"Nej!" råbte hun.
"Jeg synes, jeg hørte dig kalde."
"Gjorde du? Jeg sov næsten og drømte vist."
"Om dagen? Det plejer du ikke."
Hun sad, som om drømmen havde ramt hende i ansigtet. "Hvor var den mærkelig, hvor var den dog mærkelig," mumlede hun. "Drømmen."
"Såh?" Han ville øjensynlig gerne tilbage til sin bog.
"Jeg drømte om en mand."
"En mand?"
"En høj mand, han var næsten to meter høj."
"Det er jo absurd, det er en kæmpe, en vanskabt kæmpe."
"Jamen, det var ligesom -" hun famlede efter ordene, "- han så rigtig ud. Selv om han var så stor. Og han havde - åh, jeg ved godt, at du vil sige, det er fjollet - men han havdeblåøjne!"
"Blå øjne! Du gode Gud!" råbte hr. K. "Hvad kan du så ikke finde på at drømme? Så havde han vel ogsåsorthår?"
"Hvordan kunne du gætte det?" Hun var meget ivrig.
"Jeg valgte bare den mest umulige farve," svarede han koldt.
"Jamen, det var sort!" råbte hun. "Og han havde meget lys hud, åh, han var så mærkelig! Han havde en sær uniform på, og han kom ned fra himlen og talte venligt til mig." Hun smilede.
"Ned fra himlen! Hvad er det for noget vås?"
"Han kom i et metalapparat, og det skinnede i Solen," kunne hun huske. Hun lukkede øjnene for at se det for sig igen. "Jeg drømte, at jeg så på himlen, og der var noget, der glitrede som en mønt, man kaster op i luften, og pludselig voksede det og landede blødt, en lang maskine af sølv, den var rund og mærkelig. Og så gik der en dør op i siden af den, og den høje mand kom ud."
"Hvis du bestilte noget mere, ville du ikke drømme så fjollet."
"Det var egentlig rart," svarede hun og lænede sig tilbage. "Jeg anede ikke, at jeg havde så meget fantasi. Sort hår, blå øjne og hvid hud! Det var da en mærkelig mand, og alligevel - han var egentlig pæn."
"Ønskedrømme."
"Nu er du ikke rar. Jeg har ikke lavet ham sammen, han kom bare, mens jeg blundede. Men det var ikke som en drøm. Det var så uventet og sært. Han så på mig og sagde: Jeg er kommet fra den tredje planet med min maskine. Jeg hedder Nathaniel York-"
"Det er et fjollet navn. Det er overhovedet ikke noget navn," indvendte hendes mand.
"Selvfølgelig er det et fjollet navn, det var jo en drøm," forklarede hun stille. "Og han sagde: Dette er den første ekspedition i verdensrummet. Vi er kun to, Bert og jeg."
"Et fjollet navn til."
"Og så sagde han: Vi kommer fra en by påJorden, det hedder vores planet," fortsatte fru K. "Sådan sagde han.Jordenvar det ord, han brugte. Og han talte et andet sprog. Men jeg forstod ham alligevel. Med min underbevidsthed. Det må vel være telepati."
Hr. K vendte sig. Hun standsede ham. "Yll?" sagde hun roligt. "Har du nogensinde tænkt på, om - jeg mener, om der bor mennesker på den tredje planet?"
"Ingen skabning kan opretholde livet på den tredje planet," fastslog hendes mand tålmodigt. "Vore videnskabsfolk har påvist, at der er alt for meget ilt i deres atmosfære."
"Men ville det ikke være spændende, hvis der virkelig var mennesker? Og de rejste gennem verdensrummet i et eller andet apparat?"
"Du må undskylde, Ylla men du ved, at jeg ikke kan fordrage den slags vrøvlet føleri. Lad os hellere se at få bestilt noget."

Næste morgen skinnede Solen ind mellem krystalsøjlerne og smeltede den tåge, Ylla lå på. Hun havde hele natten hængt i luften over gulvet, blidt båret af det tågetæppe, der strømmede ud fra væggen, da hun gik til ro. Hele natten havde hun sovet på denne tavse flod som en båd på en lydløs bølge. Nu brændte tågen bort, skyen sank, til hun lå på sin opvågnens strandbred.
Hun åbnede øjnene.
Hendes mand stod dér. Han så ud, som om han havde stået dér i timevis og set på hende. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne ikke se ham i øjnene.
"Nu har du drømt igen!" sagde han. "Du talte i søvne og holdt mig vågen. Duskullenu tale med en læge."
"Jeg fejler ikke noget."
"Du talte meget i søvne."
"Gjorde jeg?" Hun fo'r op.
Der var morgenkoldt i rummet. Hun blev fyldt af et gråt lys.
"Hvad var det, du drømte?"
Hun måtte tænke sig om et øjeblik for at kunne huske det. "Maskinen - den kom igen ned fra himlen, landede, og den høje mand kom ud og talte til mig, sagde små vittigheder og lo, og det var rart."
Hr. K rørte ved en søjle. Et dampende varmt springvand vældede ud, og kulden forsvandt. Hr. K's ansigt var udtryksløst.
"Og så," sagde hun, "sagde manden med det mærkelige navn Nathaniel York, at jeg var smuk og - kyssede mig."
"Hvad!" råbte manden og vendte sig voldsomt bort, mens han bed tænderne hårdt sammen.
"Det var kun en drøm." Hun morede sig.
"Hold dine dumme fruentimmerdrømme for dig selv!"
"Du opfører dig som et barn." Hun lænede sig tilbage på de sidste rester af den kemiske tågesky. Et øjeblik efter lo hun blidt. "Jeg kom til at tænke på lidt mere af drømmen," tilstod hun.
"Nå, hvad er så det, hvaderdet?" brølede han.
"Yll, du er så vred!"
"Fortæl mig det!" forlangte han. "Du kan ikke holde noget hemmeligt for mig." Hans ansigt var mørkt og strengt.
"Jeg har aldrig set dig sådan før," svarede hun på een gang rystet og interesseret. "Det hele var bare, at denne her Nathaniel York - ja, altså, han ville tage mig med i sin maskine, op i himlen, og så ville han tage mig med hjem til sin planet. Det er naturligvis bare noget pjat."
"Nå, så det mener du!" skreg han næsten. "Du skulle have hørt dig selv, hvordan du logrede for ham, talte med ham, sang med ham, åh, du gode Gud! Hele natten, ja, duskullebare have hørt dig selv!"
"Yll!"
"Hvornår lander han? Hvornår kommer han med sit forbandede skib?"
"Yll, råb dog ikke sådan!"
"Jeg råber så højt, jeg vil!" Han bøjede sig stift ned over hende. "Og i den drøm," - han greb hende om håndleddet - "landede skibet så ikke ovre i Den grønne Dal, hvad? Svar mig!"
"Jo, men - "
"Og det lander nu i eftermiddag, ikke?" blev han ved.
"Jo. Jo, det tror jeg, men det var kun i en drøm."
"Nå," - han skød hendes hånd fra sig - "det er godt, du ikke lyver i hvert fald. Jeg hørte hvert ord, du sagde i søvne. Du talte om dalen og tidspunktet." Han åndede tungt og gik mellem søjlerne som en mand, der er blændet af lyset. Langsomt blev hans åndedræt normalt. Hun så på ham, som om han var fuldkommen vanvittig. Så rejste hun sig og gik hen til ham. "Yll," hviskede hun.
"Der er ikke noget i vejen."
"Du er jo syg."
"Nej." Han fremtvang et smil. "Kun barnagtig. Undskyld, min ven." Han klappede hende klodset på kinden. "Jeg har nok haft for meget at bestille i den sidste tid. Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt, mens -"
"Du var så ophidset."
"Nu er der ikke noget i vejen mere. Jeg har det udmærket." Han trak vejret dybt. "Lad os glemme det hele. Ved du hvad, jeg hørte noget sjovt om Uel i går, det har jeg glemt at fortælle dig. Nu må du hellere lave morgenmad, så skal jeg fortælle dig det, og så taler vi ikke mere om alt det andet."
"Det var jo kun en drøm."
"Ja naturligvis," Han kyssede hende åndsfraværende på kinden. "Det var jo kun en drøm."

Langt hen på eftermiddagen gik Yllas mand hen til et skab og tog et ækelt våben frem, et langt gulligt rør med en aftrækker. Han vendte sig om, og han havde en maske af sølvagtigt metal på, den maske han altid bar, når han ville skjule sine følelser, den maske, der bøjede og formede sig så fint om hans smalle kinder og hage og pande. Masken blinkede, og han holdt det onde våben i hånden; han stod og så på det. Det summede hele tiden som af insekter. Masser af gyldne bier kunne slynges ud fra det med et højt hvin. Gyldne, frygtelige bier, der stak, forgiftede, og faldt døde ned på sandet som sædekorn.
"Hvor skal du hen?" spurgte hun.
"Hvad?" Han lyttede til den onde summen. "Jeg går lidt på jagt. Men jeg kommer snart hjem. Og du bliver jo hjemme, ikke?" Det glimtede i sølvmasken.
"Jo."
Den trekantede dør faldt i. Hans fodtrin lød svagere og svagere nede fra bakken.
Hun så ham gå gennem solskinnet, til han forsvandt. Så tog hun fat på sit arbejde. Hun arbejdede hurtigt og grundigt, men en gang imellem blev hun ligesom døsig og så ud på himlen mellem krystalsøjlerne.
Hun holdt vejret og stod helt stille og ventede.
Det kom nærmere.
Det kunne ske hvert øjeblik.
Det var, som når man hørte et tordenvejr på vej, og det var helt stille, og så ligesom et svagt tryk i luften, og forandringen pressede på ens øren, og man ventede og ventede på det kommende uvejr. Man begyndte at ryste. Himlen ændrede farve, skyerne trak sig sammen, bjergene lignede jern. De indestængte blomster udstødte svage varselslyde. Man kunne mærke sit hår bevæge sig. Et sted i huset sang stemme-uret: "Tid, tid, tid..." ganske stille, det lød som vand, der falder på fløjl.
Og så uvejret. Elektriske belysninger, altopslugende og dundrende mørke, der faldt ned om een og lukkede een inde.
Sådan var det nu. Et uvejr trak op, men himlen var klar. Man kunne føle lynet, men der var ikke en sky.
Ylla gik omkring i det åndeløst ventende hus. Hvert øjeblik kunne lynet slå ned; så ville der lyde en bragende torden, en sky af røg ville vælde ud, pludselig stilhed sænke sig, og så ville der lyde fodtrin på vejen, en banken på krystaldøren, og hun ville løbe hen og åbne...
Tossede Ylla! sagde hun spottende til sig selv. Hvorfor tænker du dog alle disse fjollede tanker?
Og så skete det.
Det blev pludselig varmt som om en mægtig flamme fløj gennem luften. En hvirvlende, hvæsende lyd hørtes, og på himlen sås et glimt af metal.
Ylla råbte højt.
Hun styrtede hen mellem søjlerne og rev hurtigt døren op. Hun så op mod bjergene. Men nu var der intet at se.
Hun ville lige til at løbe ned ad bakken, men standsede brat. Hun måtte blive hjemme og ikke gå nogen steder hen. Hendes mand ville blive vred, hvis hun løb sin vej.
Med hånden strakt frem og hastigt åndedræt blev hun stående i døren og ventede.
Hun anstrengte sig for at se over mod Den grønne Dal, men hun så intet.
Tossede kvindfolk. Hun gik ind. Du og din fantasi, tænkte hun. Det var kun en fugl eller et blad, eller vinden, eller en fisk i kanalen. Sæt dig ned. Hvil.
Hun satte sig.
Der lød et skud.
Meget tydeligt og skarpt, lyden af det ækle insekt-våben.
Det gjorde ondt i hele hendes krop.
Det kom langt borte fra. Eet skud. De hurtige, summende bier langt væk. Eet skud. Og dernæst endnu et skud, præcist og koldt, og langt borte fra.
Hun krympede sig igen, og af en eller anden grund rejste hun sig og skreg, skreg og skreg og ville aldrig holde op at skrige. Hun løb i rasende fart gennem huset og rev igen døren op.
Ekkoet døde langsomt bort, ganske langsomt bort.
Hun ventede ligbleg i gården. Fem minutter.
Så begyndte hun langsomt med bøjet hoved at gå omkring i søjlerummene og støtte hænderne tilfældige steder. Hendes læber skælvede. Til sidst sad hun alene i det halvmørke vinrum og ventede. Hun begyndte at tørre et ravglas af med sit tørklæde.
Og så hørte hun langt borte lyden af fodtrin.
Hun rejste sig og blev stående midt i det stille rum. Glasset faldt ud af hendes hænder og gik i tusind stykker. Fodtrinene tøvede uden for døren.
Skulle hun sige noget? Skulle hun råbe: "Kom ind, åh, kom ind!"
Hun gik et par skridt frem.
Fodtrinene gik op ad skråningen. En hånd rørte ved dørhåndtaget.
Hun smilede til døren.
Døren gik op. Hun holdt op med at smile.
Det var hendes mand. Sølvmasken skinnede mat.
Han kom ind i værelset og så et øjeblik på hende. Så rystede han to døde bier ud af sit skydevåben, hørte dem klaske mod gulvet og trådte på dem. Han satte skydevåbnet hen i et hjørne, mens Ylla fortvivlet og forgæves prøvede på at samle glasskårene op. "Hvad gjorde du?" spurgte hun.
"Ikke noget," sagde han med ryggen til hende. Så tog han masken af.
"Jamen, du - jeg hørte dig skyde to gange."
De satte sig til bords. Hun så på sin portion og rørte sig ikke. "Hvad er der i vejen?" spurgte han uden at se op fra sin optagethed af at dyppe kødstykker i den boblende lava.
"Det ved jeg ikke, jeg er ikke sulten."
"Hvorfor dog ikke?"
"Det ved jeg ikke, jeg er bare ikke sulten."
Det begyndte at blæse, Solen var ved at gå ned. Rummet var lille og pludselig koldt.
Hun lænede sig tilbage i stolen og begyndte at græde.
"Hvorfor græder du?" spurgte han.
"Det ved jeg ikke, det ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være. Jeg er ked af det, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg græder."
Hun lagde hovedet ned på armene, skuldrene bevægede sig op og ned i voldsom hulken.
"I morgen har du det godt igen," sagde han.
Hun så ikke på ham. Hun stirrede ud på den øde ørken og de lysende stjerner, der var ved at komme frem på den mørke himmel, og langt borte kunne man høre vinden blæse og det kolde vand bevæge sig i de lange kanaler. Hun lukkede skælvende øjnene.
"Ja" sagde hun. "I morgen har jeg det godt igen."

Den, der bankede på døren, ville ikke holde op med det. Fru Ttt rev døren op. "Hvad er der?"
"De taler jo engelsk!" Manden uden for døren så meget forbavset ud.
"Jeg taler hvad jeg vil," sagde hun.
"Det er det dejligsteengelsk!" Manden var i uniform. Der var tre mænd sammen med ham, de havde meget travlt, men de smilede alle og var meget snavsede.
"Hvad vil De?" spurgte fru Ttt.
"De er marsboer, ikke?" Manden smilede. "Men De kender selvfølgelig ikke det ord. Det er et jordisk udtryk." Han nikkede hen imod sine mænd. "Vi er fra Jorden. Jeg hedder kaptajn Williams. Det er ikke engang en time siden, vi landede på Mars. Og her er vi,Ekspedition nr. 2. Der var enEkspedition nr. 1, men vi ved ikke, hvad der skete med den. Men her er vi i hvert fald. Og De er den første marsboer, vi ser!"
"Marsboer?" Hun så spørgende på ham.
"Ja jeg mener - De bor på den fjerde planet fra Solen, ikke?"
"Det ved ethvert barn," sagde hun kort og uvenligt.
"Og vi -" han slog sig med sin grove hånd for brystet - "vi er fra Jorden. Er det ikke rigtigt folkens?"
"Jovel, hr. kaptajn!" Mændende svarede i kor.
"Dette er planeten Tyrr," sagde hun, "hvis De vil vide dens rigtige navn."
"Tyrr, Tyrr." Kaptajnen lo udmattet. "Det er et smukt navn. Men hvordan kan det være, at De taler så fuldendt engelsk?"
"Jeg taler ikke, jeg tænker," sagde hun. "Det er telepati. Farvel." Og hun smækkede døren i.
Lidt efter bankede den skrækkelige mand igen.
Hun rev døren op. "Hvad er der nu?" spurgte hun.
Manden stod der stadig, han forsøgte at smile, men så noget forvirret ud. Han rakte hænderne frem. "Jeg tror ikke, De rigtigtforstår-"
"Forstårhvad?" hvæsede hun.
Manden så forbavset på hende. "Vi er fraJorden!"
"Jeg har ikke tid," sagde hun. "Jeg har en bunke at lave i køkkenet i dag, og så skal jeg gøre rent og sy, og jeg ved ikke hvad. De må hellere tale med hr. Ttt; han er oppe i sit kontor."
"Ja" sagde mennesket og blinkede overrasket, "Lad os endelig tale med hr. Ttt."
"Han har travlt." Hun smækkede atter døren i for næsen af ham.
Denne gang blev der banketmegethårdt på døren.
"Hør nu her!" råbte manden, da døren igen blev revet op. Han sprang ind ad den for at overrumple hende. "Det er ikke nogen måde at behandle gæster på!"
"Åh, mit rene gulv!" jamrede hun. "Se alt det snavs! Ud med Dem! Hvis De vil ind i mit hus, må De se at få renset Deres støvler først."
Manden så forskrækket ned på sine lerede støvler. "Det er da ikke en tid at hænge sig i den slags småting på," sagde han. "Vi skulle da hellere fejre det her," sagde han og så indtrængende på hende, som om det kunne få hende til at forstå noget.
"Hvis De er skyld i, at mine krystal-boller er faldet sammen i ovnen," råbte hun pludselig, "Så smider jeg et stykke træ i hovedet på Dem!" Hun kikkede ind i en lille, varm ovn. Hun kom tilbage, svedig og rød i hovedet. Hendes øjne var skinnende gule, huden lysebrun, hun var tynd og hurtig som et insekt. Stemmen var metallisk og skarp. "Vent her, så skal jeg prøve, om jeg kan få fat i hr. Ttt et øjeblik. Hvad er det De vil?"
Manden bandede grimt, som om hun havde ramt hans hånd med en hammer. "Sig til ham, at vi kommer fra Jorden, og at det aldrig er sket før."
"Hvad er det ikke?" Hun vinkede ham tilside. "Nå det er forresten ligegyldigt. Jeg kommer straks."
Lyden af hendes fodtrin flagrede gennem stenhuset.

Udenfor hvælvede den mægtige blå marshimmel sig hed og stillestående som et varmt og dybt hav. Mars-ørkenen lå og glødede som en forhistorisk dyndmasse, hvorfra heden glitrende steg op. På en bakketop i nærheden lå et lille raketskib. Store fodspor førte fra raketten hen til stenhusets dør.
Nu lød der skænderi oppefra. Mændene inden for døren så på hinanden, skiftede vægten fra den ene fod til den anden, flettede nervøst fingrene eller tog tag i deres livremme. En mandsstemme råbte noget ovenpå. Kvindens stemme svarede. Efter et kvarters forløb begyndte mændene fra Jorden nervøst at gå ud og ind ad køkkendøren, de havde jo ikke noget at foretage sig.
"Har I en cigaret?" sagde en af dem.
Der var en, der tog en pakke frem, og de tændte cigaretterne. De pustede lange, hvide røgslør ud. De rettede på uniformerne, trak i flipperne. Stemmerne ovenpå fortsatte at mumle og synge. Føreren for mændene så på sit ur.
"Fem og tyve minutter," sagde han. "Gud ved, hvad de foretager sig deroppe." Han gik hen til et vindue og så ud. "Det er varmt i dag," sagde en af mændene.
"Jah," sagde en af de andre. Stemmerne oppefra var dæmpet ned til en mumlen, og nu tav de helt. Der hørtes ikke en lyd i huset. Det eneste, mændene kunne høre, var deres egne åndedrag.
En time gik i tavshed. "Det er da kedeligt, hvis vi kommer til ulejlighed," sagde kaptajnen. Han gik hen og kikkede ind i dagligstuen.
Der stod fru Ttt og vandede nogle blomster, der voksede midt på gulvet.
"Jeg vidste, jeg havde glemt noget," sagde hun, da hun fik øje på kaptajnen. Hun gik ud i køkkenet. "Undskyld." Hun rakte ham et stykke papir.
"Hr. Ttt har alt for travlt." Hun vendte sig mod sine gryder. "Men forresten er det ikke hr. Ttt, De skal til; det er hr. Aaa. Tag dette stykke papir og gå hen til næste hus ved den blå kanal, så vil hr. Aaa hjælpe Dem og forklare Dem, hvad det nu er, De vil vide."
"Vi vil ikke have noget at vide," indvendte kaptajnen og lavede trutmund med sine tykke læber. "Vi ved det allerede."
"Nu har De fået det stykke papir, hvad mere vil De så?" spurgte hun, og mere ville hun ikke sige.
"Nej," sagde kaptajnen, men han så ikke ud, som om han havde lyst til at gå. Han stod, som om han ventede på noget. Han lignede en lille dreng, der står og stirrer på et tomt juletræ. "Nej," sagde han igen. "Kom så, folkens."
De fire mænd gik ud i varmen.

En halv time senere hørte hr. Aaa, der sad i sit bibliotek og drak lidt elektrisk ild af en metalkop, stemmerne ude i den stenlagte gård. Han bøjede sig ud over vindueskarmen og gloede på de fire uniformerede mænd, der vinkede op til ham.
"Er De hr. Aaa?" råbte de.
"Ja."
"Hr. Ttt har sendt os hen til Dem!" råbte kaptajnen.
"Hvorfor gjorde han det?" spurgte hr. Aaa.
"Han havde travlt."
"Det var da kedeligt for ham," sagde hr. Aaa sarkastisk. "Tror han, at jeg ikke har andet at bestille end underholde folk, som han har for travlt til at tage sig af?"
"Det er jo ikke det, det drejer sig om!" råbte kaptajnen.
"Jo, for mig er det. Jeg har en hel del, jeg skal have læst. Hr. Ttt er meget ubetænksom. Det er ikke første gang, han har været så tankeløs over for mig. Hold op med at vifte med hænderne, til jeg er færdig, min Herre! Og hør efter! Nårjegsiger noget, hører man efter. Og De har at høre høfligt efter, ellers vil jeg slet ikke sige noget."
De fire mænd nede i gården stod ilde til mode og skiftede fra den ene fod til den anden, åbnede en gang imellem munden, men sagde ikke noget. En gang fik kaptajnen, i hvis ansigt årene var ved at sprænges, tårer i øjnene.
"Nå," begyndte hr. Aaa, "synes De, det er pænt af hr. Ttt at opføre sig sådan?"
De fire mænd gloede op gennem den hede luft. Kaptajnen sagde:"Vi er fra Jorden!"
"Jeg finder det i højeste grad hensynsløst af ham!" klagede hr. Aaa.
"Vi er kommet fra Jorden i et raketskib. Det ligger derovre!"
"Men det er ikke første gang, Ttt er urimelig, vil jeg sige Dem!"
"Helt fra Jorden!"
"Men jeg kunne nu godt have lyst til at ringe ham op og sige ham et par borgerlige ord!"
"Vi fire; jeg er kaptajn, og så er der mit mandskab, de tre andre."
"Ja, jeg ringer til ham, det gør jeg!"
"Jorden. Raket. Mænd. Rejse. Verdensrummet."
"Ringer ham op og giver ham en ordentlig omgang!" råbte hr. Aaa. Han forsvandt som en dukke på et pantomimeteater. I nogen tid lød der vrede stemmer frem og tilbage i en eller anden mystisk mekanisme. Udenfor stod kaptajnen og hans mandskab og så længselsfuldt efter deres raketskib, der lå så fint og smukt oppe på bakketoppen.
Hr. Aaa dukkede igen frem i vinduet, strålende af henrykkelse. "Jeg udfordrede ham til duel, gjorde jeg! Til duel!"
"Hr. Aaa -" begyndte kaptajnen forfra.
"Jeg skyder ham, hører De det!"
"Hr. Aaa, vil De ikke nok høre på mig. Vi har rejst hundrede millioner kilometer. Fra Jorden!"
Hr. Aaa gabede. "Der er nu kun firs millioner kilometer på denne årstid." Han tog et forfærdeligt våben frem. "Nå, men nu må jeg gå. De kan tage det her fjollede brev - skønt jeg aner ikke, hvad De kan have ud af det - og gå hen over den bakke dér ned til den lille by, der hedder Iopr, og fortælle hr. Iii det hele. Det erham, De har brug for. Ikke hr. Ttt, han er en idiot; men nu dræber jeg ham. Heller ikke mig, for jeg har ikke noget med Deres slags at gøre. Det hører ikke med til mit arbejde."
"Arbejde!" brægede kaptajnen. "Er det en særlig slags arbejde at modtage mænd fra Jorden?"
"Vær nu ikke fjollet, det ved da enhver!" hr. Aaa skyndte sig ned. "Farvel!" Og han styrtede hen ad landevejen.
De fire rejsende stod lamslået. Til sidst sagde kaptajnen: "Vi skal nu alligevel nok finde nogen, der vil høre på os."
"Vi skulle måske hellere flyve væk og komme tilbage igen," foreslog en af mændene træt. "Måske var det bedst at forsvinde og så vende tilbage. Det ville give dem tid til at lave fest for os."
"Det var måske en god idé," mumlede den trætte kaptajn.

Den lille by var fuld af folk, der gik ud og ind ad døre og sagde god dag til hinanden; de havde gyldne masker på og blå masker og røde masker i fornøjelig blanding, masker med sølvlæber og bronce-øjenbryn, masker, der smilede, eller masker med rynket pande, alt efter det humør den, der bar den, var i.
De fire mænd, som var våde af sved efter den lange spadseretur, standsede og spurgte en lille pige, hvor hr. Iii's hus lå.
"Dér." Barnet nikkede hen imod et hus.
Kaptajnen blev ivrig, lagde sig omhyggeligt på knæ foran hende og så ind i hendes søde barneansigt. "Lille pige, jeg vil gerne tale med dig."
Han satte hende på sit knæ og foldede omhyggeligt hendes små brune hænder i sine store, som om han forberedte sig på at fortælle en historie på sengekanten og glædede sig til at gøre noget ud af alle detaljerne.
"Hør nu, lille pige. For seks måneder siden kom der en anden raket til Mars. Der var en mand, der hed York, i den, og hans assistent. Hvad der skete med dem, ved vi ikke. De faldt måske ned og blev knust. De kom i en raket. Det gjorde vi også. Du skulle bare se den! En stooooor raket! Vi er altsåEkspedition nr. 2, vi kommer efterEkspedition nr. 1. Og vi er kommet hele den lange, lange vej fra Jorden....."
Uden at tænke nærmere over det trak den lille pige sin ene hånd ud af kaptajnens og lagde en udtryksløs guldmaske over sit ansigt. Så trak hun en gylden legetøjsedderkop frem og smed den ned på Jorden, mens kaptajnen fortsatte sin fortælling. Edderkoppen klatrede lydigt op igen på hendes skød, mens hun opmærksomt fulgte den gennem revnerne i den udtryksløse maske, og kaptajnen forsigtigt rystede hende og tvang sin historie i hende.
"Vi er Jord-mennesker," sagde han. "Tror du mig ikke?"
"Jo." Den lille pige kikkede ned på sine tæer, som hun rodede i støvet med.
"Det er godt." Kaptajnen kneb hende i armen, både for sjovs skyld og lidt af ondskabsfuldhed for at få hende til at se på sig. "Vi har selv lavet et raketskib. Tror du på det?"
Den lille pige pillede næse. "Ja."
"Og - tag fingrene ud af næsen, lille pige - jeg er kaptajn, og -"
"- aldrig før i menneskehedens historie er nogen rejst tværs gennem verdensrummet i et raketskib," remsede det lille væsen op med lukkede øjne.
"Det er jo pragtfuldt! Hvordan kunne du vide det?"
"Det er bare telepati." Hun tørrede fingeren af på knæet.
"Jamen, er det ikke mægtigt spændende?" råbte kaptajnen. "Er du ikke glad?"
"De må hellere straks gå hen til hr. Iii." Hun slap sit legetøj ned på Jorden. "Hr. Iii vil sikkert gerne tale med Dem." Hun løb væk, og legetøjsedderkoppen luntede lystigt af efter hende.
Kaptajnen blev siddende på hug med hånden fremstrakt. Hans øjne var fugtige. Han så på sine tomme hænder. Han måbede. De tre andre stod dér med deres skygger under fødderne. De spyttede på brolægningen.....

Hr. Iii åbnede selv døren. Han var på vej til en forelæsning, men han kunne ofre dem et minut, hvis de ville skynde sig indenfor og sige ham, hvad de ønskede....
"Bare, at De vil tage Dem lidt af os," sagde kaptajnen, hans øjne var rødkantede, og han var træt. "Vi er fra Jorden, vi har et raketskib, vi er fire mand, mandskabet og kaptajnen, vi er trætte og sultne, vi vil gerne sove. Vi ville gerne have overrakt byens nøgler eller sådan noget lignende, og vi ville ønske, at nogen trykkede os i hænderne og råbte Hurra! og Til Lykke, du gamle! Det er sådan omtrent det hele."
Hr. Iii var en høj, gennemsigtig, mager mand med tykke, uigennemsigtige blå krystaller over de gullige øjne. Han bøjede sig over sit skrivebord og studerede nogle papirer. En gang imellem så han opmærksomt på sine gæster.
"Jeg tror ikke, jeg har papirerne her." Han rodede i skrivebordsskufferne. "Hvorharjeg dog lagt dem?" Han tænkte sig om. "Ja,etsted må de jo være! Her!" Han rakte papirerne over til kaptajnen. "De må naturligvis skrive under."
"Er det nødvendigt med alt det kontorvæsen?"
Hr. Iii sendte ham et tykt glas-blik. "De siger, at De kommer fra Jorden, ikke? Ja, så må De skrive under!"
Kaptajnen skrev sit navn. "Skal mit mandskab også skrive under?"
Hr. Iii så på kaptajnen, dernæst på de tre andre, og brast i en lystig latter. "Deskrive under! Haha! Det er vel nok pragtfuldt!Deskrive under! Haha!" Tårene løb ham af øjnene. Han slog sig på knæene og bøjede sig for at få luft for sit store latterudbrud. Han støttede sig til skrivebordet. "Hahaha!"
De fire mænd så fornærmede ud: "Hvad er det, der er så sjovt?"
"Skulle de tre skrive under?" stønnede hr. Iii, opløst af morskab. "Det er vel nok morsomt. Det må jeg fortælle hr. Xxx." Han undersøgte papiret med underskriften, mens han stadig lo. "Nå, det er vist i orden." Han nikkede. "Også tilladelse til euthanasi, hvis det skulle blive nødvendigt." Han smålo.
"Tilladelse til hvad?"
"Ti nu stille. Her er noget til Dem. Tag den nøgle her!"
Kaptajnen rødmede. "Det er en stor ære."
"Det er ikke byens nøgle, De fjols!" bed hr. Iii ham af. "Det er bare nøglen til huset. Gå ned ad gangen dér, lås den store dør op og gå indenfor, men husk at smække døren godt i efter Dem. De kan sove dér i nat. I morgen tidlig skal jeg sende hr. Xxx hen til Dem."
Tvivlrådig tog kaptajnen nøglen. Han stod og så ned i gulvet. Hans mænd rørte sig ikke. De virkede, som om de var tappet for alt deres blod og raket-begejstring. De var tørret helt ud.
"Hvad er der i vejen?" spurgte hr. Iii. "Hvad venter De på? Hvad vil De egentlig?" Han gik hen til kaptajnen og kikkede ham ind i ansigtet. "Se nu at komme afsted!"
"Det er vel håbløst at bede Dem -" begyndte kaptajnen. "Jeg mener bare, om De måske kunne forsøge eller tænke Dem, at ...." Han tøvede. "Vi har gjort et hårdt stykke arbejde, vi er rejst et langt stykke vej, så måske kunne De bare lige trykke os i hånden og sige Godt gjort! eller sådan noget lignende?" Hans stemme svigtede.
Hr. Iii rakte ufrivilligt sin hånd frem. "Til lykke!" Han smilede koldt. "Til lykke!" Så vendte han sig bort. "Nå, jeg må gå. Brug De nu nøglen."
Uden at lægge mærke til dem - som om de var smeltet væk - gik hr. Iii omkring i stuen og pakkede papirer ned i en lille dokumentmappe. Han blev endnu fem minutter i værelset, men henvendte sig ikke en eneste gang mere til de fire tavse mænd, der stod med bøjede hoveder og tunge ben, mens lyset langsomt forsvandt fra deres øjne. Da hr. Iii gik ud ad døren, var han ivrigt optaget af at studere sine negle.....

De traskede gennem den lange korridor i det kedelige stille eftermiddagslys. De kom til en stor, poleret sølvdør, som de åbnede med sølvnøglen. De gik ind, lukkede døren og så sig om.
De befandt sig i en stor, sollys sal. Mænd og kvinder sad ved borde eller stod i grupper og talte sammen. Ved lyden af døren, der smækkede i, vendte de sig allesammen og stirrede på de fire uniformerede mænd.
En af marsboerne kom hen til dem, bukkede og sagde: "Mit navn er Uuu."
"Og mit er kaptajn Jonathan Williams fra New York på Jorden," sagde kaptajnen uden ret megen entusiasme.
I samme øjeblik eksploderede salen.
Tagspærene skælvede af høje skrig og råb. Folk styrtede frem mod dem og vinkede og skreg henrykt, brækkede borde i stykker, tumlede omkring de fire, greb fat i dem og løftede dem højt op på skuldrene. De blev båret seks gange rundt i salen, hele seks vidunderlige omgange, hoppende, springende, syngene og råbende.
De fire mænd fra Jorden blev så overraskede, at de red omkring i et helt minut, før de begyndte at le og råbe til hinanden:
"Hejsa!Deter endelig noget af det rigtige!"
"Her er vel nok liv og glade dage! Hvad, du gamle! Hej! Hallo! Hurra!"
"Hurra!" skreg alle de andre.
De satte de fire fra sig på et bord. Råbene døde hen.
Kaptajnen var lige ved at briste i gråd. "Tak. Mange, mange tak, allesammen!"
"Fortæl os om jer selv!" foreslog hr. Uuu.
Kaptajnen rensede stemmen.
Tilhørerne åh'ede og næh'ede, mens kaptajnen fortalte. Han forestillede sit mandskab for dem; hver af dem holdt en lille tale og blev helt genert over det tordenlignende bifald.
Hr. Uuu klappede kaptajnen på skulderen. "Det gør godt at se en anden fra Jorden. Jeg er nemlig også fra Jorden."
"Hvordan dog det?"
"Vi er mange her, som er fra Jorden."
"Er De fra Jorden?" Kaptajnen stirrede på ham. "Jamen, det er da ikke muligt? Kom De også med raket? Har der været rejser i verdensrummet i flere århundreder?" Hans stemme lød skuffet. "Hvor - hvad for et land er De fra?"
"Tuiereol. Jeg kom med min sjæl for længe siden."
"Tuiereol." Kaptajnen formede ordet med sine læber. "Det land kender jeg ikke. Hvad er det med Deres sjæl?"
"Og frøken Rrr der henne, hun er også fra Jorden, er De ikke osse, frk Rrr?"
Frøken Rrr nikkede og lo mærkeligt.
"Og det er hr. Www og hr. Qqq og hr. Vvv også!"
"Jeg er fra Jupiter!" erklærede een, der gik og rensede negle.
"Jeg er fra Saturn," sagde en anden, hvis øjne glimtede snu.
"Jupiter, Saturn," mumlede kaptajnen og blinkede forvirret.
Der var meget stille nu; folk stod her og der eller sad ved bordene, som var mærkeligt tomme af festborde at være. Deres gule øjne glødede, og der var mørke skygger under dem. Nu først lagde kaptajnen mærke til, at der ingen vinduer var; det så ud, som om lyset kom ind gennem væggene. Der var kun een dør. Der gik en gysen gennem ham. "Det er meget mærkeligt det her. Hvor på Jorden er Tuiereol? Er det i Amerika?"
"Hvad er Amerika?"
"Har De aldrig hørt om Amerika? og De siger, at De er fra Jorden, og så ved De ikkedet?"
Hr. Uuu rankede sig vredt. "Jorden er en planet, der består af vand og intet andet end vand. Der er intet land. Jeg er fra Jorden, så jeg ved det."
"Vent lige." Kaptajnen satte sig ned. "De ligner en almindelig marsbeboer, med gule øjne og brun hud."
"På Jorden er der intet andet end jungle," sagde frøken Rrr hovent. "Jeg er fra Orri på Jorden, en kultur, der beror på sølv."
Nu begyndte kaptajnen at dreje sit hoved og se, så på hr. Uuu, så på hr. Www og hr. Zzz og hr. Nnn og hr. Hhh og hr. Bbb. Han så, hvordan deres gule øjne udvidede sig eller blev mindre i lyset. Han begyndte at ryste. Til sidst vendte han sig om til sine mænd og så alvorligt på dem.
"I er nok klar over, hvad det her er?"
"Hvad for noget, kaptajn?"
"Det er ikke en velkomstfest," svarede kaptajnen træt. "Det er ikke et festmåltid. De folk her er ikke repræsentanter for regeringen. Det er ikke et selskab. Se på deres øjne! Hør på dem!"
Ingen trak vejret. Der var kun en stille, hvid bevægelse med øjnene i det indelukkede rum.
"Nu forstår jeg -" kaptajnens stemme kom langt borte fra "- hvorfor de allesammen gav os besked og sendte os videre fra den ene til den anden, til vi kom til hr. Iii, som sendte os ned ad en lang korridor med en nøgle, så vi kunne åbne en dør og lukke den efter os. Og nu er vi her..."
"Hvor er vi, kaptajn?"
Kaptajnen åndede ud. "På en sindssygeanstalt."

Det var nat. Den store sal lå stille og svagt oplyst fra skjulte lyskilder i de gennemsigtige vægge. De fire mænd fra Jorden sad omkring et træbord, stak hovederne med de blege ansigter sammen og hviskede. På gulvet lå mænd og kvinder blandet sammen. Inde i mørke hjørner rørte nogen sig, ensomme mænd eller kvinder, der gestikulerede med hænderne. Hver halve time gik en af kaptajnens mænd hen og prøvede sølvdøren og vendte tilbage til bordet. "Der er ikke noget at gøre, kaptajn. Vi er låset inde."
"De tror vel, vi er helt tossede, ikke, kaptajn?"
"Fuldkommen. Det var derfor, der ikke var nogen panik over, at vi kom. De var bare overbærende over for det, der for dem må være et stadigt tilbagevendende psykiatrisk tilfælde." Han pegede rundt på alle de mørke, sovende skikkelser omkring dem. "Sindssyge, hver eneste een! Sikken velkomst, de gav os! Der var virkelig et øjeblik -" en lille ild flammede op og døde hurtigt bort igen i hans øjne "- et øjeblik, hvor jeg troede, at det var den rigtige, officielle modtagelse. Al den råben og syngen og alle talerne. Det var helt rart, ikke - så længe det varede?"
"Hvor længe vil de beholde os her, tror De, kaptajn?"
"Indtil vi beviser, at vi ikke er sindssyge."
"Det må da være nemt."
"Ja, det håber jeg."
"Det lyder ikke, som om De var særlig sikker på det, kaptajn!"
"Det er jeg heller ikke. Se derhenne i hjørnet."
Henne i mørket sad en ensom mand på knæ. Ud af munden på ham stod en blå flamme, der forvandlede sig til en nøgen kvindes buttede lille skikkelse. Den vred sig, hviskende og stønnende i dampe af blåt lys på et leje af luft.
Kaptajnen nikkede hen imod et andet hjørne. Der stod en kvinde, der hele tiden forvandledes. Først blev hun til en krystalsøjle, så smeltede hun om til en gylden statue, til sidst stod hun som en stok af poleret cedertræ for igen at ende som kvinde.
I hele den store, midnatsmørke sal fremtryllede de sindssyge tynde, violette flammer, der vekslede og forandrede sig.
"Det er troldmænd og hekse," hviskede en af mændene fra Jorden.
"Nej, det er hallucinationer. De overfører deres sindssyge på os, så vi også ser deres hallucinationer. Det er telepati, autosuggestion og telepati."
"Er det det, der bekymrer Dem, kaptajn?"
"Ja. Hvis hallucinationer kan virke så "ægte" på os, eller andre, hvis man kan opfatte og næsten tro på hallucinationer, så er det ikke sært, at de troede, at vi var sindssyge. Hvis den mand dér kan frembringe små, blå ildkvinder og kvinden derhenne forvandler sig til en søjle, så er det jo kun højst naturligt, at normale marsboere tror, at vi frembringer vort raketskib med vor underbevidsthed."
"Åh!" sagde hans mænd i skyggerne.
Rundt omkring dem i den store sal løb blå flammer omkring, blussede op og slukkedes. Små røde sanddjævle løb ud og ind mellem tænderne på sovende mænd. Kvinder forvandledes til slimede slanger. Der stank af krybdyr.

Om morgenen var de alle igen friske, tilfredse og normale. Der var ikke flere flammer eller djævle i salen. Kaptajnen og hans mænd stod ved døren og ventede og håbede på, at den ville blive åbnet.
Efter fire timers forløb kom hr. Xxx. De havde en mistanke om, at han havde stået uden for døren og udspioneret dem i mindst tre timer, før han kom indenfor og vinkede dem hen til sig og ind i sit lille kontor.
Han var en venlig, smilende mand, hvis man kunne stole på den maske, han bar, for der var malet, ikke eet, men tre smil på den. Bag masken lød hans stemme som en knap så smilende psykologs. "Hvad er der i vejen?"
"De tror, vi er sindssyge, og det er vi ikke," sagde kaptajnen.
"Tværtimod, jeg tror sandelig ikke, Dealleer sindssyge." Psykologen pegede med en lille pind på kaptajnen. "Nej, det er kun Dem, hr. kaptajn. De andre er sekundære hallucinationer."
"Kaptajnen slog sig på knæet. "Nå, så var det derfor! Det var derfor, hr. Iii lo, da jeg foreslog, at mine mænd også skulle skrive under!"
"Ja, det fortalte hr. Iii mig." Psykologen lo gennem den udskårne, smilende mund. "Det er en god vittighed. Nå, men hvor langt var jeg nået? Jo, sekundære hallucinationer. Der kommer kvinder til mig med slanger kravlende ud af ørerne. Når jeg helbreder dem, forsvinder slangerne."
"Vi vil meget gerne helbredes. Begynd bare med det samme!"
Hr. Xxx så forbavset på ham. "Det var mærkeligt! Der er ikke mange, som vil helbredes. Det er jo en ret voldsom kur."
"Klem bare på! Så opdager De nok, at vi er raske allesammen."
"Lad mig lige undersøge Deres papirer for at være sikker på, at de er i orden, så vi kan begynde kuren." Han undersøgte en lille bunke papirer. "Jo. Men De forstår, at sådan et tilfælde som Deres kræver særlig behandling. Folkene inde i salen er mindre komplicerede tilfælde. Men det ligger sådan, at når De er kommet så vidt, at der både er primære, sekundære, auditive, olfaktoriske og labiale hallucinationer, samt taktile og optiske fantasier, så ser det meget galt ud. Vi må gribe til euthanasi."
Kaptajnen sprang op med et brøl. "Hør nu her! Vi har gennemgået nok. Undersøg os, bank os på knæene, tag vores puls, spørg os om alt, hvad De vil!"
"De må gerne tale!"
I en time talte kaptajnen løs. Psykologen hørte på ham.
"Det er utroligt." mumlede han for sig selv. "Det er den mest detaljerede ønskedrøm, jeg nogensinde har hørt!"
"Fanden stå i det, så lad os vise Dem vort raketskib!" udbrød kaptajnen.
"Ja, det vil jeg gerne se. Kan De materialisere det her i værelset?"
"Ja, selvfølgelig. Det ligger i kartoteket under R."
Hr. Xxx så alvorligt efter i kartoteket. Tilsidst så han op fra det. "Hvorfor sagde De, at jeg skulle se efter? Raketten er der jo ikke!"
"Selvfølgelig ikke, De idiot! Det var en vittighed! Kan en sindssyg sige vittigheder?"
"Man træffer jo ejendommelige former for humor. Nå lad os så komme ud til Deres raket. Jeg vil gerne se den."

Det var middag og meget varmt, da de nåede ud til raketten.
"Nå, sådan." Psykologen gik hen til raketskibet og bankede på det. Det gav genlyd i skibet. "Må jeg gå ind i det?" spurgte han.
"Ja, værs'god."
Hr. Xxx forsvandt og var længe borte.
"Aldrig har jeg været med til noget så sindssygt og håbløst," sagde kaptajnen, der stod og tyggede på en cigar, mens han ventede. "Jeg er sgu lige på nippet til at tage tilbage til Jorden og fortælle folk, at de ikke skal ulejlige sig med at tage til Mars. Sådan nogle mistænksomme bønder."
"Der skal nok være temmelig megen sindssyge heroppe, det må være derfor, de er så mistænksomme."
"Jamen, det er da alligevel forbandet irriterende."
Psykologen dukkede frem fra raketskibet efter en halv times snusen, banken, lytten, lugten og smagen.
"Nå, nu tror De vel endelig på os!" råbte kaptajnen, som om han var døv.
Psykologen lukkede øjnene og kløede sig på næsen. "Det er det utroligste eksempel på sensuel hallucination og hypnotisk suggestion, jeg nogensinde har mødt. Jeg har gennemgået Deres raket, som De kalder det." Han bankede på ydersiden. "Jeg kan høre den. Auditiv imagination." Han trak vejret dybt. "Jeg kan lugte den. Lugthallucinationer, der overføres ved telepati." Han slikkede på raketskibet. "Jeg kan smage det. Labial imagination."
Han trykkede kaptajnen i hånden. "Må jeg ønske Dem til lykke! De er et psykisk geni! De har udrettet et virkelig fuldkomment stykke arbejde! Den opgave at overføre det psykiske billede til en andens bevidsthed via telepati, uden at hallucinationerne sansemæssigt bliver svagere, er næsten uløselig. Patienterne i salen plejer at koncentrere sig om synsbilleder eller allerhøjst kombinere syns- og hørebilleder. Men De har fået ligevægt i hele konglomeratet! Deres vanvid er vidunderligt fuldkomment!"
"Mit vanvid!" Kaptajnen var blevet bleg.
"Ja, netop, det dejligste vanvid. Metal, gummi, måle-apparater, madvarer, tøj, olie, våben, trappestiger, søm, spiseredskaber, alt! Jeg fandt mindst ti tusind forskellige ting i Deres skib. Aldrig har jeg set noget så fuldkomment. Der var endogså skygger under hver eneste ting. Sikken en viljekoncentration! Og ligegyldigt, hvordan eller hvornår det blev prøvet, havde det altsammen den helt rigtige lugt, eller smag, eller lyd! Lad mig omfavne Dem!"
Endelig slap han kaptajnen. "Dette vil jeg beskrive i mit livs største afhandling! Jeg vil tale om det næste måned i akademiet. Se på Dem selv! De har endogså forandret Deres øjenfarve fra gult til blåt og Deres hud fra brunt til lyserødt. Og Deres klæder! Og De har fem fingre i stedet for seks! En biologisk metamorfose gennem psykisk påvirkning! Og Deres tre venner..."
Han tog et lille skydevåben frem. "Desværre er det nok uhelbredeligt. De stakkels strålende mand! De vil være meget lykkeligere, når De er død. Er der noget, De gerne vil sige forinden?"
"Stands dog mand, for Guds skyld! Skyd ikke!"
"De stakkels væsen! Jeg skal frelse Dem fra den elendighed, der har drevet Dem til at opfinde raketten og de tre mænd. Det vil blive en stor oplevelse at se Deres venner og raketten forsvinde, når jeg har dræbt Dem. Jeg agter at skrive en smuk afhandling om, hvordan neurotiske billeder forsvinder, efter det, jeg nu får at se."
"Jamen, jeg er fra Jorden! Jeg hedder Jonathan Williams og disse -"
"Ja, det ved jeg jo," trøstede hr. Xxx ham og skød.
Kaptajnen faldt med en kugle i hjertet. De tre andre mænd skreg højt.
Hr. Xxx stirrede på dem. "Fortsætter De med at eksistere? Dette er enestående! Hallucinationer, der virker ud over tid og rum!" Han rettede våbnet mod dem. "Men jeg vil skræmme Dem til at forsvinde."
"Nej!" råbte de tre mænd.
"Et udråb, der er hørligt selv efter patientens død!" sagde hr. Xxx, idet han skød de tre mænd ned.
De lå uforandrede og uden at røre sig på sandet.
Han sparkede til dem. Så bankede han på skibet.
"Det er der stadigvæk!Deer der stadigvæk!" Han skød den ene kugle efter den anden i de døde kroppe. Til sidst rettede han sig langsomt op. Den smilende maske faldt af hans ansigt.
Langsomt forandredes den lille psykologs udtryk. Han måbede. Våbnet faldt ud af hænderne på ham. Hans blik blev fjernt og fraværende. Han løftede hænderne op og drejede sig blindt rundt. Han famlede ved ligene, mens savlet stod ham i munden.
"Hallucinationer," mumlede han vildt. "Smag, syn, lugt, lyd, følelse." Han viftede med hænderne. Hans øjne ligesom bulede ud. Der kom lidt fråde ud af hans mund.
"Forsvind!" råbte han til ligene. "Forsvind!" skreg han vildt til raketskibet. Han undersøgte sine skælvende hænder. "Besmittet." hviskede han fortvivlet. "Overført til mig. Telepati. Hypnose. Nu erjegblevet vanvittig. Nu erjegblevet smittet. Hallucinationer i alle former." Han holdt inde og søgte efter skydevåbnet. "Der er kun een redning. Kun een måde at få dem til at forsvinde på."
Der lød et skud. Hr. Xxx faldt om.
De fire lig lå stille i Solen. Hr. Xxx lå, hvor han faldt.
Raketskibet stod i Solen oppe på bakken og forsvandt ikke.
Da byens folk om aftenen fandt raketten, spekulerede de på, hvad det kunne være. Der var ingen, der vidste det; hvorfor den blev solgt som gammelt jern til ophugning.
Det regnede hele natten. Næste dag var det varmt solskinsvejr.

Det var en dump, lysfattig og lydløs dag ud på efteråret, og himlens skyer hang knugende lavt; jeg havde redet lige fra morgenstunden og var kommet gennem et såre øde landstrøg, og nu, da aftenens skygger begyndte at længes, fik jeg endelig øje på Ushers dystre landsæde."
    William Stendahl standsede midt i sit citat. Dér, på en lav, mørk bakke, lå huset, og dets hjørnesten bar inskriptionen A.D. 2005.
    Arkitekten, Bigelow, sagde: "Det er færdigt. Her er nøglen, hr. Stendahl."
    De to mænd stod tavse i den stille sensommereftermiddag. Arkitekttegninger raslede i det natsorte græs ved deres fødder.
    "Huset Usher," sagde Stendahl tilfreds. "Planlagt, opført, købt og betalt. Ville det ikke fryde Poe?"
    Arkitekt Bigelow skævede til ham. "Det er blevet, som De gerne ville have det, hr. Stendahl?"
    "Ja!"
    "Er farven rigtig? Er dettrøstesløst og frygteligt?"
    "Megettrøstesløst,megetfrygteligt!"
    "Og murene er -gustne?"
    "Ja, forbavsende!"
    "Og dammen, er densort og spejlglatnok?"
    "Utroligsort og spejlglat!"
    "Og sivene - vi har farvet dem, ved De nok - er det den rigtige grå og gustne tone?"
    "Afskyeligt!"
Arkitekt Bigelow studerede sine notater. Han citerede: "Gør det hele sådan et indtryk,at mit hjerte knuges sammen og gennemisnes, og alle mine tanker præges af trøstesløshed?Huset, dammen, landskabet, hr. Stendahl?"
    "Hr. Bigelow, det er hver en penny værd! Det er vidunderligt!"
    "Mange tak. Jeg måtte jo arbejde i blinde. Guskelov, at De havde Deres egne private raketter, ellers havde vi aldrig fået tilladelse til at bringe alle de materialer herop. Læg mærke til, at det altid er tusmørke heroppe, altid oktober, goldt trøstesløst, dødt. Det var slet ikke så nemt. Vi slog alt ihjel. Ti tusind tons DDT. Nu er der ikke en slange eller en frø eller en flue tilbage! Altid tusmørke, hr. Stendahl! Det er jeg temmelig stolt af. Vi har konstrueret skjulte maskiner, som holder sollyset borte. Her er altid garanteret trøstesløst."
    Stendahl nød det i dybe drag,trøstesløsheden, tungsindet, de forpestede dunster,der var så omhyggeligt planlagt og udført. Og huset selv!Den hensmuldrende rædsel, den onde dam, svampene, den altomfattende opløsning!Hvad så, om det var plastic - det var der alligevel ikke et menneske, der kunne se.
    Han så op på efterårshimlen. Et sted deroppe bagved, langt borte, var solen. Andre steder på planeten Mars var det april, en gul måned med blå himmel.
    Højt oppe over dem kom raketterne susende i røg og damp for at bringe civilisationen til en planet, der var død i skønhed. De hvinede vildt forbi, men deres brøl kvaltes i denne matte, lydsikre verden, denne evige efterårsverden.
    "Og nu, da mit arbejde er gjort," sagde arkitekt Bigelow uroligt, "må jeg så være så fri at spørge Dem, hvad De vil bruge det her til?"
    "Huset Usher? Har De ikke gættet det?"
    "Nej."
    "Siger navnet Usher Dem ikke noget?"
    "Intet."
    "Nå, men hvad så meddettenavn: Edgar Allan Poe?"
    Bigelow rystede på hovedet.
    "Nej, selvfølgelig." Stendahl snøftede ganske lidt med en blanding af irritation og foragt. "Hvorfra skulle De også kende den velsignede Poe? Han døde jo for længe, længe siden, før Lincoln. Alle hans bøger blev brændt iDet store bål.Det var for tredive år siden - i 1975."
    "Aha!" sagde Bigelow dybsindigt. "Så han var en afdem!"
    "Ja, han var en afdem, Bigelow! Han og Lovecraft og Hawthorne og Ambrose Bierce og alle eventyr om rædsel og fantasi og skræk for den sags skyld også om fremtiden, blev brændt. Uden pardon. De vedtog en lov. Jo, det begyndte meget småt. I 1950 og 60 var det ikke større end et sandkorn. De begyndte med at føre kontrol med ugebladenes tegneserier, og så detektivromaner, og film, selvfølgelig, og så forskellige befolkningsgrupper, der var politiske fordomme, religiøse grunde, tryk fra fagforeningerne, altid var der et mindretal, der var bange for et eller andet, og et stort flertal, der var bange for mørket, bange for fremtiden, bange for fortiden, bange for nutiden, bange for sig selv og deres egen skygge."
    "Javel."
    "Bange for ordetpolitik(jeg har hørt, at til sidst blev det for de mere reaktionære elementer enstydigt med kommunisme, og det kunne koste livet at bruge ordet!) og med en skrue strammet lidt her, en nitte slået i dér, et lille skub, et træk og et ryk var kunst og litteratur snart som et stort sukkerspind, der blev trukket ud i snoninger og bundet i knuder og strammet i alle retninger, til der ikke mere var nogen spændstighed og ikke mere saft tilbage. Så blev filmsapparaterne ødelagt og biograferne lukket, og nu kom der i stedet for et vældigt Niagara af læsestof kun intetsigende dryp med "rent stof" ud af trykkerierne. Ja, ordet "eskapere" blev skam også erklæret for radikalt!"
    "Såh!"
    "Ja, vist gjorde det så. De sagde, at enhver måtte se virkeligheden i øjnene. SeHerogNui øjnene. Alt, hvad der ikke varSådan,måtte forsvinde. Alle de smukke litteraturløgne og fantasiflugten skulle skydes i farten. Derfor stillede de dem op på stribe mod en biblioteksmur en søndag morgen for tredive år siden, i 1975; de blev stillet op,JulemandenogDen flyvende hollænderogSnehvideogRumleskaftogDen lille havfrue- ih, hvor de hylede! - og skød dem og brændte papirslottene og eventyrfrøerne og de gamle konger og dem,der levede lykkeligt til deres dages ende(for selvfølgelig var det blevet en kendsgerning, at ingen levede lykkeligt til deres dages ende!). OgDer var engangblev tilAldrig mere!Og de spredte asken afDen flyvende kuffertsammen med brokkerne afPandekagehuset;de lavedeaskepotogprinsessen på ærtentil biksemad og serveredeHans og Gretemed marengs til biologernes bal!Bønnestagenvisnede under en dynge attester!Tornerosevågnede ved et kys af en videnskabsmand og udåndede ved et prik af hans sprøjte. Og de fikAlicetil at drikke noget af en flaske, som førte hende tilbage til en størrelse, hvor hun ikke kunne råbe "Besynderligere og besynderligere!" og de gavSpejleteet eneste hammerslag, så både det og allegale hattemageresplittedes for alle vinde."
    Han slog sine knyttede hænder mod hinanden. Han var ildrød i ansigtet og gispede efter luft.
    Arkitekt Bigelow var forbavset over det voldsomme udbrud. Han glippede med øjnene og sagde til sidst: "Undskyld, men jeg aner ikke, hvad De taler om! Det er kun navne for mig. Såvidt jeg har forstået, var Det store bål en udmærket foranstaltning."
    "Skrub af!" Brølede Stendahl. "De har gjort Deres arbejde, lad mig være i fred! Idiot!"
    Bigelow kaldte håndværkerne sammen og gik sin vej.
    Stendahl stod alene foran sit hus.
    "Nu skal jeg sige jer noget," sagde han til de usynlige raketter. "Jeg kom til Mars for at slippe væk fra alle jer retvendte personer, men I kommer i stadig tykkere stimer for hver dag, som fluer på en mødding. Men nu skal jeg vise jer noget andet. Jeg skal gøre gengæld for det, I gjorde mod Poe på Jorden! Fra nu af skal I tage jer i agt! Huset Usher begynder sin virksomhed!"
    Han truede med knyttet næve mod himlen.

    Raketten landede. En mand kom rask ud. Han så på huset, og hans øjne røbede misfornøjelse og ærgrelse. Han skridtede militærisk over vindebroen hen mod den lille mand.
    "Hedder De Stendahl?"
    "Ja."
    "Garrett fra moraldirektoratet."
    "Nå, nu er moraldirektoratet altså nået til Mars! Jeg har gået og tænkt på, hvor De blev af!"
    "Vi kom i sidste uge. Vi skal snart få det hele lige så pænt og ordentligt som på Jorden." Manden viftede irriteret med et identitetskort op mod huset. "De må vist hellere fortælle mig lidt om det her, Stendahl!"
    "Ja, De kan jo kalde det et spøgelseshus, hvis De har lyst."
    "Det har jeg aldeles ikke, aldeles ikke. Det lyder ikke godt, - spøgelses."
    "Det er såmænd enkelt nok. I dette Herrens år 2005 har jeg bygget et mekanisk tempel. Der inde flyver elektroniske flagermus rundt, messingrotter piler afsted i plastickældere, robotskeletter danser omkring; der er fuldt af robotvampyrer, varulve og hvide spøgelser, som er konstrueret med yderste snedighed."
    "Ja, det var jo nok det, jeg tænkte," sagde Garrett med et roligt smil. "Vi kommer desværre til at rive Deres hus ned."
    "Jeg tænkte nok, De ville komme, så snart De fandt ud af, hvad der foregik."
    Jeg ville være kommet før, men vi ønskede i moraldirektoratet at være sikker på Deres hensigter, før vi blandede os i foretagendet. Ophuggerne og destruktionsafdelingen kan være her ved aftenstid. Omkring midnat vil Deres hus være jævnet med jorden, hr. Stendahl. Jeg anser det for temmelig tåbeligt at bruge hårdt tjente penge på den slags dumheder. Det må jo have kostet Dem mindst tre millioner dollars -."
    "Fire millioner! Men hr. Garrett, jeg arvede fem og tyve millioner, da jeg var meget ung. Så jeg har råd til at smide om mig med dem. Men det er nu alligevel en skam, lige at have huset færdigt en time, og så kommer De farende med Deres ophuggere. Var det ikke muligt at lade mig få lov til at more mig med mit ny legetøj i, ja, lad os sige fire og tyve timer?"
    "De kender loven. Den må vi holde os til. Ingen bøger, ingen huse, intet må fremstilles, der på nogen måde minder om spøgelser, vampyrer, feer eller andre fantasivæsner."
    "Det næste, De brænder, bliver vel Babbits!"
    "Det fremgår af vore arkiver, at De allerede har skaffet os en hel del besvær, hr. Stendahl. For tyve år siden. På Jorden. De og Deres bibliotek."
    "Ja, jeg og mit bibliotek. Og et par enkelte andre af min slags. Ja, Poe har været glemt i mange år nu, ogSlottet østen for Solen og vesten for Månenog alle de andre. Men jeg havde mit lille fristed. Vi var et par privatfolk, der havde vore biblioteker, indtil De sendte Deres folk om med forbrændingsovne og rev mine halvtreds tusind bøger itu og brændte dem. Ligesom De ramte en pæl gennem Allehelgensdag, og ligesom De sagde til Deres filmproducenter, at hvis de overhovedet ville lave noget, måtte de optage og blive ved at optage Ernest Hemingway-film. Åh, Gud, hvor har jeg setHvem ringer klokkerne for?mange gange! Tredive forskellige versioner. Alle realistiske. Åh, realisme! Åh,Her,åh,Nu,åh, helvede!"
    "Det betaler sig ikke at være bitter!"
    "Hr. Garrett, De er vel forpligtet til at aflægge fuldstændig rapport?"
    "Ja."
    "Så må De hellere komme indenfor og se Dem om. Det tager kun et øjeblik."
    "Godt. De viser vej. Og ingen numre. Jeg har en pistol."
    Døren til huset Usher åbnede sig knagende. Sur træk strømmede ud. Der lød en umådelig sukken og klagen, som en underjordisk blæsebælgs stønnen i øde katakomber.
    En rotte dansede hen over gulvfliserne. Garrett råbte op og gav den et spark. Rotten faldt om og fra dens nylonpels strømmede en utrolig horde metallopper.
    "Det var forbløffende!" Garrett bøjede sig ned og så nærmere på dyrene.
    I en niche sad en gammel heks og koglede, hendes blege vokshænder bevægede sig i rytmiske cirkler over nogle rødgule og blå tarokkort. Hun løftede hovedet med et sæt og hvæsede med sin tandløse mund mod Garrett, mens hun bankede på de fedtede kort med fingrene.
    "Døden!" råbte hun.
    "Ja, det er netop den slags, jeg mener," sagde Garrett. "Det er meget forkert."
    "De må få lov til at brænde hende personligt!"
    "Må jeg virkelig?" Garrett lød glad. Så rynkede han brynene. "De tager det egentlig forbavsende pænt!"
    "Det var mig nok at være i stand til at skabe det her. At kunne sige, at jeg fik det gjort. At sige, at jeg har præsteret lidt middelalderlig atmosfære i en moderne, vantro verden."
    "Selvom det er mig imod, kan jeg ikke nægte, at jeg nærer en vis, uvillig beundring for Deres geni, hr. Stendahl." Garrett så på en tåge, der drev forbi dem, den hviskede og mumlede og tog vagt form af en skøn, dunkel kvinde. Hen ad en fugtig gang kom en maskine hvirvlende. Som en centrifuge slyngede den tåger fra sig. De gled mumlende om i de stille haller.
    Pludselig var der en abe.
    "Pas på!" råbte Garrett.
    "De skal ikke være bange." Stendahl klappede dyret på dets sorte bryst. "Det er en robot. Med kobberskelet og så videre, ligesom heksen. Kan De se?" Han strøg mod pelsen, og under den kom en metalkonstruktion til syne.
    "Ja." Garrett rakte frygtsomt hånden frem for at klappe tingesten. "Men hvorfor, hr. Stendahl? Hvorfor laver De alt det her? Hvad er det, der plager Dem?"
    "Bureaukrati, hr. Garrett, men jeg har ikke tid til at forklare Dem det nærmere. Regeringen opdager det tidsnok." Han nikkede til aben. "Godt,nu!"
    Aben slog hr. Garrett ihjel.

    "Er vi snart parate, Pikes?"
    Pikes så op fra bordet. "Ja, hr. Stendahl."
    "Det har De gjort glimrende."
    "Nå, hvad, jeg bliver jo betalt for det, hr. Stendahl," sagde Pikes stille, mens han løftede robottens plasticøjenlåg og stak glasøjeæblet ind for at få gummimusklerne sat pænt på plads. "Sådan!"
    "Det er jo Garrett op ad dage."
    "Hvad skal vi gøre med ham?" Pikes nikkede hen imod det bræt, hvorpå den virkelige Garrett lå død.
    "Vi må hellere brænde ham, Pikes. Vi bryder os ikke om to Garrett'er vel?"
    Pikes trillede Garrett hen til forbrændingsovnen. "Farvel." Han skubbede Garrett ind og lukkede døren.
    Stendahl talte til Robotten Garrett. "De har Deres ordre, Garrett?"
    "Ja hr. Stendahl." Robotten rejste sig op. "Jeg tager tilbage til moraldirektoratet. Jeg aflægger rapport. Jeg får aktionen udsat mindst fire og tyve timer. Jeg siger, at jeg må undersøge forholdene nærmere."
    "Det er godt, Garrett. Farvel."
    Robotten skyndte sig ud til Garretts raket, steg ind i den og fløj bort.
    Stendahl vendte sig om. "Og nu sender vi resten af indbydelserne til i aften ud, Pikes. Jeg tror, vi får det morsomt, tror De ikke?"
    "I betragtning af, at vi har ventet i tyve år, skal det nok blive ganske fornøjeligt."
    De blinkede til hinanden.

    Klokken var syv. Stendahl så på sit armbåndsur. Det var næsten ved tiden. Han drejede sherryglasset i hånden. Han sad stille. Over ham mellem egetræsbjælkerne hang flagermusene med deres fine kobberkroppe skjult under gummikød, de blinkede til ham og peb. Han løftede glasset mod dem. "På vor sukces!" Så lænede han sig tilbage, lukkede øjnene og gennemgik i tankerne hele affæren. Hvor ville han nyde det på sine gamle dage! At betale den antiseptiske regering dens litterære skrækregimente og bogbrande tilbage med rente. Åh, hvor var vrede og had vokset i ham gennem årene, hvor tåget og uklart planen havde taget form i hans næsten lammede sind, indtil den dag for tre år siden, da han traf Pikes.
    Ja, Pikes. Pikes med en bitterhed i sig så dyb som en sort, forbrændt brønd med grøn syre. Hvem var Pikes? Kun den største af dem alle! Pikes, manden med de ti tusinde ansigter, en furie, en røgsky, en blå tåge, hvid regn, en flagermus, en varulv, et uhyre, det var Pikes! Bedre end Lon Chaney i sin tid. Stendahl tænkte sig grundigt om. Aften efter aften havde han set Chaney i de æld-, ældgamle film. Jo, bedre end Chaney. Bedre end ham den anden oldsag? Hvad var nu hans navn? Karloff? Meget bedre! Lugosi? Der var overhovedet ingen sammenligning. Nej, der var kun een Pikes, og han var en mand, der var berøvet alle sine geniale ideer, han havde intet sted på Jorden, hvor han kunne tage hen, ingen at brilliere overfor. Han havde fået påbud mod at optræde, om det så var alene foran et spejl!
    Stakkels umulige, skuffede Pikes! Hvor måtte det ikke være gået ham nær til hjertet den aften, de beslaglagde hans film, der som indvolde eller tarme blev revet ud af kameraet, snoet sammen i nøgler og filtrede klumper og stoppet ind i ovne for at brænde til intet! Var det lige så forfærdeligt som at få halvtreds tusind bøger tilintetgjort uden erstatning? Ja. Sikkert. Stendahl følte, at hans hænder blev kolde af sanseløs vrede. Hvad var mere naturligt, end at de kom til at tale sammen i talløse nattestunder over talløse kander kaffe, og at alle de samtaler og stærke, sorte bryg førte til - huset Usher.
    En stor kirkeklokke kimede. Gæsterne begyndte at komme.
    Han gik dem smilende imøde.

    Fuldt færdige og uden hukommelse ventede robotterne. I silke så grøn som skovsøer, som frøer og bregner, ventede de. Med hår så gult som sol og sand ventede robotterne. Velsmurte, med ben lavet af bronzerør og overtrukket med gelatine, lå robotterne parate. I kister for ikke døde, men heller ikke levende, i sammennaglede kasser ventede mekanismerne på at blive sat i bevægelse. Der lå en lugt af smøreolie og pudset messing i luften. Der var stille som på en kirkegård. Kønsbestemte, men kønsløse var robotterne. Navngivne og dog uden navne. De lånte alt fra menneskelige væsner undtagen menneskelighed, og de stirrede på de tilnaglede låg over pakkasserne; de lå i en tilstand, der var død og alligevel ikke død, for der havde aldrig været liv. Og nu lød der en fjern støj af søm, der blev trukket ud. Af låg, der blev løftet. Nu var der skygger på kasserne og trykket af en hånd, der pressede olie ud af en smørekande. Nu sattes et ur i gang, der lød en svag tikken. Og nu endnu et ur, og nok eet, lige til det hele var som i en vældig urmagerbutik, hvor alle urene gik. Over marmorøjnene gled gummi-øjenlågene op. Næseborene bevægede sig. Robotterne, der var overtrukket med abehår og kaninskind, rejste sig.EenøjeogToøjefulgteTreøje, Helhesten, Trolden med tre hoveder, druknede lig fra havet,sammensat af salt og tang, svajede afsted; hængte mænd med blå ansigter og vrængende øjen-østers, og væsner af is og brændende flitterstads, dværge og alfer,Puk, Rapunsel, Julemandenmed sne i en sky foran sig,Blåskægog svovltåger, hvorfra grønne snuder stak ud, og i skællede og mægtige slyngninger rullede en ildsprudende drage med et frygteligt vræl ud ad døren, en tikken, et brøl, stilhed, en brusen, et vindpust. Ti tusind låg faldt i. Urmagerbutikken drog ud i huset Usher. Natten var forhekset.
    En varm brise kom over landet. Gæsteraketterne, der tændte ild på himlen og gjorde efteråret til forår, landede.
    Mændene kom i selskabstøj og kvinderne med håret omhyggeligt sat op.
    "Nå, sådeter Usher!"
    "Jamen, hvor er døren?"
    I dette øjeblik kom Stendahl. Kvinderne lo og snakkede. Stendahl løftede hånden for at bringe dem til tavshed. Han vendte sig mod huset, så op til et af de høje slotsvinduer og kaldte:
    "Rapunsel, Rapunsel, lad håret gå ned!"
    Højt oppe i vinduet bøjede en smuk pige sig ud i aftenbrisen og lod sit gyldne hår falde ned. Og håret flettede sig og blæste sammen og blev til en stige, som gæsterne leende kunne klatre op i huset på.
    De mest fremragende sociologer! De dygtigste psykologer! De mægtigste politikere, bakteriologer og neurologer! Nu stod de inden for de fugtige mure.
    "Velkommen, allesammen!"
    Hr. Tryon, hr. Owen, hr. Dunne, hr. Lang, hr. Steffens, hr. Fletcher og en snes til.
    "Kom indenfor, kom indenfor!"
    Frøken Gibbs, frøken Pope, frøken Churchil, frøken Blunt, frøken Drummond og en række andre strålende kvinder.
    Betydelige, betydelige folk allesammen, medlemmer af Selskabet til Forhindring af Fantasi, tilhængere af Forbud mod Fastelavn og St. Hansbål, flagermuse-dræbere, bogbrændere, fremskridtsfolk, gode, retlinede medlemmer af samfundet, som havde ventet, indtil de primitive mænd havde været der og begravet marsboerne og steriliseret deres gamle byer og bygget nye og repareret landevejene og gjort alt sikkert. Og så, da alt var godt på vej til sikkerhed, kom glædesforstyrrene, folk med mecurochrom i stedet for blod, og jod-farvede øjne, for at organisere deres moraldirektorat og uddele godhed til alle. Og de var hans venner! Ja, omhyggeligt, meget omhyggeligt havde han i løbet af det sidste år sørget for at træffe og gøre sig gode venner med hver eneste af dem, på Jorden.
    "Velkommen til dødens øde haller!" råbte han.
    "Hør, Stendahl, hvad er alt det her dog for noget?"
    "Det vil De få at se. Alle må tage tøjet af. Der er omklædningsrum derhenne. Klæd Dem om i de dragter, der hænger der. Mændene til denne side, kvinderne derovre."
    Gæsterne stod og var lidt usikre.
    "Jeg tror ikke, vi skulle blive her," sagde frøken Pope. "Jeg kan ikke rigtig lide det. Det er lige ved at være - blasfemi."
    "Vrøvl, det er jo bare et kostumebal."
    "Det virker nu lidt ulovligt," hr. Steffens så sig forsigtigt om.
    "Kom nu," Hr. Stendahl lo. "mor Dem, så længe det varer. I morgen er det hele en ruin. Gå nu ind i omklædningsrummene."
    Huset glødede af liv og farver. Harlekiner løb klingrende forbi med bjældehuer på, og hvide mus dansede miniature-française til musik af dværge, der kildrede små fine violiner med små fine buer, og fra tilrøgede bjælker bølgede flag, mens flagermus i sværme fløj omkring uhyrlige fjæs, der spyede kølig, vild og skummende vin fra sig. En bæk løb gennem maskeballets syv sale. Gæster nippede til den og opdagede, at det var sherry. Fra omklædningsrummene myldrede andre gæster frem, flyttet fra en tidsalder til en anden, med ansigterne skjult af hætter. At de havde fået maske på var nok til at spolere alle de ædle hensigter om at bekæmpe eventyr og spøgelseshistorier. Kvinderne svævede leende rundt i røde dragter. Mændene gjorde dem dansende deres opvartning. Og på væggene var der skygger uden nogen til at kaste dem, og her og der var der spejle, hvor intet såes. "Vi er allesammen vampyrer!" lo hr. Fletcher. "Døde!"
    Der var syv rum med forskellige farver, et blåt, et purpurrødt, et grønt, et gult, dernæst et hvidt, det sjette violet og det syvende draperet med sort fløjl. Og i det sorte rum stod et ibenholtsur, hvis timeslag faldt med kraft. Og gennem salene løb gæsterne, som var blevet berusede, mellem alle robot-fantasierne, mellem nøkken og nissen, trolde og kæmper, sorte katte og hvide dronninger, og under deres dansende fødder gav gulvet genlyd som af et skjult og forræderisk hjertes kraftige slag.
    "Hr. Stendahl!"
    En hvisken.
    "Hr. Stendahl!"
    Et uhyre ansigt som Døden stod ved hans side. Det var Pikes. "Jeg må tale alene med Dem."
    "Hvad er der?"
    "Se her." Pikes rakte en skelethånd frem. I den lå nogle halvsmeltede, forkullede hjul, søm, skruer, tænder og bolte.
    Stendahl så længe på dem. Så trak han Pikes med ud i en gang. "Garrett?" hviskede han.
    Pikes nikkede. "Han må have sendt en robot i stedet for sig selv. Jeg fandt det, da jeg rensede forbrændingsovnen."
    I nogen tid stirrede de begge på de skæbnesvangre maskindele.
    "Det betyder, at politiet kan være her hvert øjeblik," sagde Pikes. "Vores plan bliver ødelagt."
    "Det er jeg nu ikke sikker på." Stendahl kastede et blik ind på de gule og blå og røde dansende. Musikken svævede gennem de dunkle haller. "Jeg burde have vidst, at Garrett ikke var dum nok til selv at komme. Men vent."
    "Hvad er der i vejen?"
    "Ingenting. Der er ingenting i vejen. Garrett sendte os en robot. Hvad så? Vi sendte en anden robot tilbage. Hvis han ikke undersøger den meget grundigt, vil han ikke opdage svindelen."
    "Nej, selvfølgelig."
    "Men næste gang kommer han selv. Nu, da han tror sig sikker. Ja, han kan faktisk være her når som helst, i egen person! Vi må have mere vin, Pikes!"
    Den store klokke ringede.
    "Der er han allerede, det tør jeg holde på. Luk op for hr. Garrett," Rapunsel lod det gyldne hår gå ned.
    "Hr. Stendahl?"
    "Hr. Garrett. Den rigtige hr. Garrett!"
    "Ja netop." Garrett kastede et blik på de drivende vægge og alle de dansende. "Jeg syntes det var bedre, jeg kom og så det hele selv. Man kan ikke stole på robotter. Især ikke på andre folks robotter. Som en forsigtighedsforanstaltning har jeg tilkaldt destruktionsafdelingen. De kommer om en times tid og river Deres gyselige sted komplet ned.
    Stendahl bukkede. "Tak, fordi De fortalte mig det." Han slog ud med hånden. "Og imedens kan De jo lige så godt more Dem. Vil De have et glas vin?"
    "Nej, tak. Hvad foregår her? Hvor dybt kan et menneske dog synke?"
    "Se selv, hr. Garrett."
    "Det er mord," sagde Garrett.
    "Det rene skære mord, ja," sagde Stendahl.
    En kvinde skreg. Frøken Pope kom styrtende, grøn som en ost i ansigtet. "Der er sket noget rædselsfuldt! Jeg så, at frøken Blunt blev kvalt af en abe og stoppet op i en skorsten!"
    De så hen, hvor hun pegede, og opdagede det lange, gule hår, som hang ud af kaminen. Garret skreg.
    "Rædselsfuldt!" hulkede frøken Pope, så holdt hun pludselig op at græde, blinkede og vendte sig om. "Frøken Blunt!"
    "Ja," sagde frøken Blunt, der stod ved siden af hende.
    "Jamen, jeg så jo lige, at De blev stoppet op i skorstenen!"
    "Nej," lo frøken Blunt. "Det var en robot-efterligning af mig. En glimrende efterligning."
    "Jamen, jamen..."
    "Græd ikke, min ven. Jeg har det udmærket. Lad mig lige se mig selv. Nå,derer jeg, oppe i skorstenen, akkurat som De sagde! Er det ikke sjovt?"
    Frøken Blunt gik leende sin vej.
    "Vil De have en drink, Garrett?"
    "Ja, tak, det tror jeg nok. Det lammede mig lidt. Gud, hvor er dette et forfærdeligt sted! Det fortjener virkelig at blive revet ned. Et øjeblik var jeg..."
    Garrett drak.
    Nok et skrig. Hr. Steffens sad på ryggen af fire hvide kaniner, der løb ned ad en række trappetrin, der som ved et trylleslag kom til syne. Ned i et hul røg hr. Steffens, og der måtte han kneblet og bundet ligge og vente på et mægtigt stort pendul-barberblad, der hurtigere og hurtigere nærmede sig hans lammede legeme.
    "Er det mig dernede?" sagde hr. Steffens, der pludselig kom til syne ved siden af hr. Garrett. Han bøjede sig ud over hullet. "Hvor mærkeligt og gribende at se sig selv dø."
    Pendulet faldt for sidste gang.
    "Det er meget realistisk," sagde hr. Steffens og vendte sig om.
    "Vil De have en drink til, hr. Garrett?"
    "Ja, tak."
    "Det varer ikke så længe. Ophuggerne kommer snart."
    "Ja, gudskelov og tak!"
    Og så for tredje gang, et skrig.
    "Hvad nu?" sagde Garrett nervøst.
    "Nu er det min tur," sagde frøken Drummond. "Se!"
    Og en frøken Drummond nr. to blev skrigende puttet ned i en kiste og begravet i den rå jord under gulvet.
    "Åh, det husker jeg fra de gamle forbudte bøger!" gispede moralinspektøren. "Levende begravet. Og alle de andre. Hullet, pendulet, aben, skorstenen, mordene i Rue Morgue. Det stod altsammen i en bog, jeg har brændt."
    "Tag en drink til, Garrett. Hold Deres glas roligt."
    "Jeg skal love for at De har fantasi, hvad?"
    De stod og så fem andre dø, een i en drages gab, de andre smidt ned i den mørke dam, hvor de sank og blev borte.
    "Bryder De Dem om at se, hvad jeg har planlagt til Dem?" spurgte Stendahl.
    "Ja gerne" sagde Garrett. "Det betyder jo ikke noget. Vi futter det hele af alligevel. De er ækel."
    "Så kom med mig denne vej."
    Og han førte Garrett ned under gulvet, gennem talrige gange og vindeltrapper helt ned i jorden, i de underjordiske kældre.
    "Hvad er det De vil vise mig hernede?" spurgte Garrett.
    "At De dør."
    "En efterligning?"
    "Ja, og noget mere."
    "Hvad er det?"
    "Amontilladoen," sagde Stendahl, der gik foran med en lysende lygte, som han holdt højt i vejret. Skeletter lå halvt stivnede ud af ligkistelåg. Garrett holdt hånden for næsen. Hans ansigt var fyldt af væmmelse.
    "Hvad for noget?"
    "Har De aldrig hørt tale om Amontilladoen?"
    "Nej!"
    "Kan De ikke genkende det?" Stendahl pegede på en celle.
    "Er det noget, jeg skal kende?"
    "Eller den?" Stendahl trak smilende en murske frem fra sin kappe.
    "Hvad er det for noget?"
    "Kom," sagde Stendahl.
    De gik ind i cellen. I mørket lagde Stendahl lænker om den halvberusede mand.
    "Men for Guds skyld, hvad er det dog, De laver mand?" råbte Garrett og raslede med lænkerne.
    "Jeg er ironisk. De må ikke afbryde folk når de er ironiske, det er ikke høfligt. Sådan!"
    "De har lagt mig i lænker!"
    "Ja, det har jeg."
    "Hvad vil De nu gøre?"
    "Lade Dem stå her."
    "De spøger."
    "Det er en udmærket spøg."
    "Hvor er min robot-efterligning? Skal vi ikke se ham blive dræbt?"
    "Der er ingen."
    "Hvad så med de andre?"
    "De andre er døde. Det var de rigtige, De så blive dræbt. Robotterne var dem, der stod og så til."
    Garrett sagde intet.
    "Og nu forventer jeg, at De sigerFor Guds kærligheds skyld, Montresor!" sagde Stendahl. "Og så vil jeg svareJa, for Guds kærligheds skyld.Vil De ikke sige det? Kom nu! Sig det!"
    "De er tosset!"
    "Skal jeg lære Dem det? Sig det så. Sig For Guds kærligheds skyld, Montresor!"
    "Jeg vil ikke, De idiot. Få mig væk herfra!" Han var ædru nu.
    "Værsgo', tag den på." Stendahl smed noget hen til ham. Det ringlede og raslede.
    "Hvad er det?"
    "Narrehue med bjælder. Tag den på, så vil jeg måske slippe Dem ud."
    "Stendahl!"
    "Tag den på, sagde jeg!"
    Garrett adlød. Bjælderne klang.
    "Har De ikke en følelse afm at alt dette er sket før?" spurgte Stendahl, som nu begyndte at arbejde med murske og kalk og mursten.
    "Hvad laver De?"
    "Jeg murer Dem inde. Det var første række. Her er anden række."
    "De er sindssyg!"
    "Det vil jeg ikke diskutere."
    "De bliver dømt for dette!"
    Han tog en mursten og anbragte den nynnende på den våde kalk.
    Nu lød der en banken og hamren og skrigen ud fra den halvmørke celle. Muren voksede. "Lidt mere banken, tak," sagde Stendahl. "Lad os spille vore roller godt!"
    "Slip mig ud, slip mig ud!"
    Der var en enkelt mursten tilbage. Skrigene lød nu uden stansning.
    "Garrett?" spurgte Stendahl venligt. Garret tav stille. "Garrett," sagde Stendahl, "ved De, hvorfor jeg har gjort dette mod Dem? Fordi De brændte Poes værker uden at læse dem. De rettede Dem efter andre menneskers mening om, at de burde brændes. Ellers ville De have vidst, hvad jeg agtede at gøre ved Dem, da vi for et øjeblik siden kom herned. Uvidenhed er skæbnesvanger, hr. Garrett."
    Garrett var stille nu.
    "Jeg vil gerne have, at dette skal være fuldkomment," sagde Stendahl og holdt lygten så højt, at dens lys trængte helt hen til den sammenfaldne skikkelse. "Ring varsomt med Deres bjælder." Bjælderne klang svagt. "Og så vil De nok være så venlig at sigeFor Guds kærligheds skyld, Montresor,så vil jeg måske slippe Dem fri!"
    Mandens ansigt kom til syne i lysskæret. Han tøvede lidt. Så sagde han grotesk:"For Guds kærligheds skyld, Montresor!"
    "Herligt sagde Stendahl med lukkede øjne. Han skubbede den sidste mursten på plads og murede den godt til."Requiescat in pace,kære ven."
    Han skyndte sig væk fra kælderen.
    I de syv sale bragte lyden af midnatsklokken alt til at standse.
    Den røde død kom til syne.
    Stendahl vendte sig et øjeblik i døren for at se. Så løb han ud af det store hus, tværs over fæstningsgraven, hen til en helikopter, der stod og ventede.
    "Færdig, Pikes?"
    "Ja."
    "Se!"
    De så på det store hus og smilede til hinanden. Det begyndte at revne i midten, som om der var jorsskælv, og mens Stendahl stirrede på det pragtfulde syn, hørte han Pikes bagved sig med stille, rytmisk stemme messe:
    "..... så i knugende rædsel, hvorledes de mægtige mure sønderbrødes med et brøl som af tusinde vande, så den dybe, dunkle sø ved mine fødder i barsk tavshed lukke sig over ruinerne af huset Usher."
    Helikopteren steg over den dampende sø og fløj mod vest.

Sjovt nok var det mor, der kom på den tanke, at det måske ville more hele familien at tage på fisketur. Men det var ikke mors egne ord; Det vidste Timothy godt. Det var fars forslag, Men alligevel var det mor, der kom med det.
    Far rodede med fødderne i en grusbunke og sagde ja. Og så opstod der øjeblikkelig vild forvirring og råben, og rask blev lejren pakket ind i hylstre og beholdere, mor skiftede til ridebukser og bluse, far stoppede med rystende hænder sin pibe og så op på den blå Mars-himmel, og de tre drenge pakkede udstyr i motorbåden, og ingen af dem så rigtigt på far og mor, undtagen Timothy.
    Far trykkede på en knap. Båden sendte en summende lyd op mod himlen. Vandet fossede agterude, båden gled fremad, og familien råbte: "Hurra!"
    Timothy sad bag i båden sammen med far, hans små fingre lå ovenpå fars hårede hænder; han sad og så, hvordan kanalen snoede sig, mens de sejlede bort fra det hensmuldrende sted, hvor de var landet med deres lille familieraket efter den lange rejse fra Jorden. Han huskede aftenen før de rejste fra Jorden, alt virvaret og det voldsomme hastværk, raketten, som far på en eller anden mærkelig måde havde fået fat i, og al den megen snak om en ferie på Mars. Det var et langt stykke vej for at holde ferie, men Timothy sagde ikke noget på grund af de yngre brødre. De kom til Mars, og nu var det første, de foretog sig, at drage på fisketur - sagde de da.
    Far havde et sært udtryk i øjnene, mens båden sejlede op ad kanalen. Et udtryk, som Timothy ikke kunne blive klog på. Det var ligesom stærkt lysende og måske lidt lettet. Det fik de dybe rynker til at le i stedet for at være bekymrede eller græde.
    Raketten, der lå og kølede af, forsvandt bag et sving.
    "Hvor langt skal vi?" Robert plaskede med hånden. Hans hånd så ud som en lille krabbe, der hoppede hen ad det violette vand.
    Far pustede røg ud. "En million år!"
    "Av," sagde Robert.
    "Se, børn!" Mor pegede med en lang, blød arm. "Der er en død by!"
    De så med spændt forventning derhen, og den døde by lå der, død for dem alene, og døsede i den varme sommerstilhed, der var fremkaldt på Mars af en Mars-vejrmand.
    Og far så ud, som om han var glad over, at den var død.
    Nogle lyserøde klippestykker lå tilfældigt spredt på en sandhøj, et par søjler var væltet, et enligt alter, og derefter sand og sand igen. Intet andet kilometervis fremefter. En hvid ørken omkring kanalen og en blå over den.
    Netop da fløj en fugl op. Den var som en sten, der kastes over en blå dam, rammer den, falder dybt ned og forsvinder.
    Far så helt forskrækket ud. "Jeg troede, det var en raket."
    Timothy stirrede op på den havblå himmel og forsøgte at se krigen og ruinerne og menneskene, der havde slået hinanden ihjel lige fra den dag, han blev født. Men han så intet. Krigen var lige så langt borte som to fluer, der sloges på livet løs oppe i hvælvingerne af en meget høj og stille katedral. Og lige så meningsløs.
    William Thomas tørrede panden og følte sønnens hånd på sin egen som en ung skorpion. Han gøs og smilede så glad til drengen. "Hvordan går det, Timothy?"
    "Fint, far."
    Timothy kunne ikke helt regne ud, hvad der foregik inde i den mægtige, voksne mekanisme ved siden af. Manden med den vældige, solbrændte ørnenæse, der skallede, og de varme, blå øjne, der lignede de marmorkugler, man spillede med efter skoletid nede på Jorden, og de lange, kraftige ben i løse ridebukser.
    "Hvad ser Du sådan efter, far?"
    "Jeg så efter jordisk logik, fornuftig tankegang, klogt styre, fred og ansvarsbevidsthed."
    "Er alt det der oppe?"
    "Nej, jeg fandt ikke noget af det. Det findes ikke mere deroppe. Måske kommer det aldrig igen. Måske narrede vi os selv til at tro på, at det nogensinde havde været der."
    "Hvad?"
    "Se fisken!" sagde far og pegede.

    Der steg et lyst skrål fra de tre drenge, da båden vippede, fordi de bøjede sig ud for at se. De åh'ede og ih'ede. En sølvglinsende ringfisk gled i bølgebevægelse forbi dem og lukkede sig hurtigt om partikler, som den fortærede.
    Far sad og så til. Hans stemme var dyb og rolig.
    "Det er ligesom krig. Krigen svømmer omkring, får øje på noget, den kan æde og omslutter det. Et øjeblik efter - og Jorden er færdig!"
    "William," sagde mor.
    "Undskyld," sagde far.

    De sad stille i båden og mærkede vandet i kanalen glide køligt og hurtigt og klart væk under kølen. De eneste lyde, der hørtes, var motorens nynnen, vandets rislen, og Solen, der ligesom udvidede luften.
    "Hvornår får vi marsboerne at se?" råbte Michael.
    "Måske snart," sagde far. "Måske i aften."
    "Jamen marsboerne er en uddød race nu," sagde mor.
    "Nej, de er ikke. Jeg skal nok vise jer nogle marsboere," sagde far.
    Timothy så lidt tvivlende ud, men sagde ikke noget. Alt var mærkeligt nu. Ferie og fisketur og den måde, far og mor så på hinanden.
    De andre drenge var allerede ivrigt optaget af at skygge med de små hænder for øjnene og kigge ud under dem mod kanalens syv fod høje bred for at opdage marsboere.
    "Hvordan ser de ud?" spurgte Michael.
    "Det får du at vide, når du ser dem." Far lo med øjnene, og Timothy så en lille åre, der bankede i hans tinding.
    Mor var slank og blød med en gylden fletning som et diadem på hovedet og øjne af farve som den dybe, kølige kanal, der flød under dem i skygge, næsten violet med ravfarvede pletter hist og her. Man kunne se tankerne svømme rundt i hendes øjne som fisk - nogle lyse, nogle mørke, nogle hurtige og rappe, andre langsomme og rolige, og sommetider, når hun for eksempel som nu stirrede op mod det sted, hvor Jorden var, ingen tanker, men kun farve. Hun sad i forstavnen med den ene hånd hvilende på rælingen, den anden i skødet på de mørkeblå ridebukser, og man så en stribe af halsen, solbrændt og blød, der, hvor blusen åbnede sig som en hvid blomst.
    Hun sad og stirrede fremad for at se, hvad der var, og da hun ikke var i stand til at se det tydeligt nok, vendte hun sig om og så tilbage på sin mand, og genspejlet i hans øjne så hun, hvad der lå foran dem; og da han føjede noget af sig selv til dette spejlbillede - en resolut fasthed - slappedes hendes ansigt, og hun accepterede det og vendte sig atter om, fordi hun pludselig vidste, hvad det var, hun så efter.
    Timothy stirrede også. Men han så kun en lige, ligesom blyanttegnet linie af en dybblå kanal, der fortsatte gennem en bred, lavbundet dal, kranset af lave, udgravede bakker, til den faldt ud over horisont-kanten. Og kanalen fortsatte videre og videre, gennem byer, der ville rasle som skarnbasser i en tør hjerneskal, hvis man rystede dem. Et hundrede eller to hundrede byer, der drømte varme sommerdagsdrømme eller kølige sommernatsdrømme........
    De havde rejst millioner af kilometer for den turs skyld - for at tage ud at fiske. Men der havde været et skydevåben i raketten. Det var en ferietur. Men hvorfor så al maden, mere end nok til dem alle i årevis, gemt tilside i nærheden af raketten? Ferie! Lige bagved det slør, der hed ferie, var der ikke et mildt, venligt ansigt, men noget hårdt og magert og måske farligt. Timothy kunne ikke løfte sløret, og de to andre drenge var alt for optaget af at være henholdsvis ti og otte år gamle.
    "Stadig ingen marsboere. Sådan noget pjat!" Robert hvilede sin V-formede hage i hænderne og stirrede på kanalen.
    Far havde taget en armbånds-atomradio med. Den fungerede efter et gammeldags princip: man holdt den ind mod benet lige bag øret, og derigennem overførte den sang og tale. Medens han lyttede til den, så hans ansigt ud som en af de sammensunkne Mars-byer, indfaldent, udtørret, næsten dødt.
    Så gav han mor den, for at hun kunne høre. Hendes mund blev stående åben.
    "Hvad er - -?" Timothy begyndte på sit spørgsmål, men fik det aldrig afsluttet.
    For i samme øjeblik lød der to kæmpemæssige eksplosioner, der gik dem gennem marv og ben; dernæst en række mindre eksplosioner.
    Far kastede hovedet tilbage og satte straks farten op. Båden hoppede og stejlede og røg hen over vandet. Det rystede Robert ud af hans paniske angst og fremkaldte rædselsslagne, men henrykte glædeshvin fra Michael, der klyngede sig til mors ben og forbavset så på vandet, som fløj forbi hans næse.
    Far drejede båden, satte farten ned og styrede den ind i en lille sidekanal og hen under en gammel sammensunket mole, der lugtede af krabbekød. Båden ramte kajen så kraftigt, at de alle faldt forover, men ingen af dem kom noget til, og far var allerede i gang med at vende og dreje sig for at se, om kølvandet på kanalen var tydeligt nok til at røbe deres skjulested. Striber af vand løb tværs over, slikkede hen over stenene, rislede tilbage og lå stille i Solen.
    Far lyttede. Det gjorde de alle.
    Fars åndedrag gav genlyd, som knytnæver, der slog mod de kolde, våde molesten. I skyggen så mors øjne spørgende på far efter et tegn på, hvad der nu skulle ske.
    Far åndede dybt ud og lo lettet.
    "Det var selvfølgelig raketten. Jeg er vist ved at blive nervøs. Det var jo bare raketten."
    "Hvad er der sket, far?" spurgte Michael.
    "Nå, vi lod bare vores raket ryge i luften, andet var det ikke," sagde Timothy og forsøgte at lyde overbevisende. "Jeg har før hørt raketter eksplodere. Det er det, vores gjorde."
    "Hvorfor eksploderede den, far?" spurgte Michael. "Hvad, far?"
    "Det hører med til legen, dit fjols!" sagde Timothy.
    "Legen?" Michael og Robert kunne godt lide det ord.
    "Far har ordnet det sådan, at den eksploderede, for at ingen skal finde ud af, hvor vi landede, eller hvor vi er taget hen! For hvis de nogensinde kom og undersøgte det, forstår I nok!"
    "Av, er det en hemmelighed?"
    "Jeg blev forskrækket for min egen raket," indrømmede far til mor. "Jeg er nok nervøs. Det er tåbeligt at tro, at der nogensinde skulle komme flere raketter. Med undtagelse af een, selvfølgelig, hvis Edwards og hans kone klarer sig igennem med deres."
    Han holdt den lille radio op til øret. To minutter efter lod han hånden falde, som om den var en klud.
    "Nu er det endelig forbi," sagde han til mor. "Radioen kommer ikke på atom-strålen. Alle de andre verdens-stationer er væk. Der blev jo kun et par stykker tilbage i de sidste år. Nu er æteren fuldkommen stille. Og det vil den måske blive ved med at være."
    "Hvor længe?" spurgte Robert.
    "Måske vil jeres oldebørn høre den igen," sagde far. Han sad der bare, og børnene blev grebet af hans ærefrygt og nederlag og resignation og underkastelse.
    Til sidst satte han kurs ud i kanalen igen, og de fortsatte videre i den retning, de oprindelig var sejlet i.

Det var ved at blive sent. Solen var allerede næsten nede, og en række døde byer lå foran dem.
    Far talte mildt og kærligt med sine sønner. Mange gange i fortiden havde han været utålmodig, fjern og uopmærksom over for dem, men nu klappede han dem på hovedet med et enkelt ord, og de kunne mærke det.
    "Mike, vælg en by!"
    "Hvad for noget, far?"
    "Vælg en by, min dreng. Een af de byer, vi kommer forbi."
    "Gerne," svarede Michael. "Hvordan skal jeg vælge?"
    "Vælg den, du bedst kan lide. Du også, Robert, og Tim. Vælg den by, I bedst kan lide."
    "Jeg vil have en by med marsboere i," svarede Michael.
    "Det skal du få," sagde far. "Det lover jeg dig." Ordene var henvendt til drengene, men hans øjne hvilede på mor.

I løbet af tyve minutter passerede de seks byer. Far sagde ikke mere om eksplosionerne; det lod til, at han var meget mere optaget af at more sig med sine drenge og gøre dem glade, end af noget som helst andet.
    Michael kunne godt lide den første by, de kom forbi, men den blev nedstemt, fordi de alle var mistænksomme over for alt for hurtige beslutninger. Den næste by var der ingen af dem, der brød sig om. Det var en samlig træhuse, bygget af mennesker fra Jorden, og husene var allerede ved at opløses til savsmuld. Timothy syntes godt om den tredje by, fordi den var stor. Den fjerde og femte var begge for små, og den sjette blev beundret af dem alle, indbefattet mor, som deltog i deres Ih, og Næh! og vil du bare se!
    Der lå endnu en halvtreds-tres mægtige bygninger, gaderne var fulde af kalkstøv, men brolagte, og man kunne se et par enkelte gamle centrifuge-fontæner, der stadig sendte regelmæssige vandstråler ud over pladserne. Det var det eneste tegn til liv, vand, der løb i det sene solskin.
    "Her er byen," sagde de alle.
    Far styrede båden hen til en anløbsbro og sprang op på den.
    "Så er vi her! Den er vores. Her vil vi bo fra nu af!"
    "Fra nu af?" spurgte Michael vantro. Han rejste sig og så sig om, så stirrede han tilbage mod det sted, hvor raketten havde ligget. "Hvad med raketten? Og hvad med Minnesota?"
    "Kom her," sagde far.
    Han holdt den lille radio hen til Michaels blonde hoved.
    "Hør."
    Michael lyttede.
    "Jeg kan ikke høre noget," sagde han.
    "Det er rigtigt. Der er ikke mere at høre, ikke spor. Ikke mere noget Minneapolis, ikke flere raketter, ikke mere nogen Jord."
    Michael tænkte sig et øjeblik om oven på den forfærdende afsløring og begyndte at græde med små, tørre hulk.
    "Vent lige lidt," sagde far i næste øjeblik. "Jeg giver dig en hel del til gengæld, Michael!"
    "Hvad er det?" Michael holdt nysgerrigt inde med sin hulken, men var parat til at fortsætte, hvis fars næste afsløring var lige så nedslående som den første.
    "Jeg vil forære dig byen her, Mike. Den er din!"
    "Min?"
    "Ja, din og Roberts og Timothys, jeres egen by."
    Timothy sprang op af båden. "Hør, drenge, vores egen by! Altsammen!" Han legede med i fars leg, og han gjorde det grundigt og godt. Senere, når det hele var overstået og alt i orden, kunne han altid gå lidt for sig selv og græde lidt. Men endnu var det en leg, en familieudflugt, og han måtte sørge for, at de andre drenge ikke holdt op at lege.
    Mike sprang op af båden sammen med Robert. De hjalp mor.
    "Vær forsigtig med jeres søster," sagde far, og ingen af dem forstod, hvad han mente, før senere.
    De løb op i den store by af lyserøde sten og hviskede sammen, for døde byer har noget ved sig, som får een til at hviske og ønske at se Solen gå ned.
    "Om en tre-fire dage," sagde far roligt, "vil jeg tage tilbage til det sted, hvor vi landede, og samle de madvarer sammen, som vi gemte i ruinerne, og tage dem med herover; og jeg vil også søge efter Bert Edwards og hans kone og døtre."
    "Døtre?" spurgte Timothy. "Hvor mange?"
    "Fire."
    "Det skal der nok blive vrøvl med senere." Mor nikkede langsomt.
    "Piger!" Michael lavede ansigt, så han lignede et gammelt Marsstenbillede. "Piger, puha!"
    "Kommer de også i raket?"
    "Ja, hvis de kan. Familieraketter er beregnet på rejser til Månen, ikke til Mars. Vi er meget heldige, at vi kom igennem."
    "Hvor fik du raketten?" hviskede Timothy, for de andre drenge løb i forvejen.
    "Jeg gemte den. Jeg gemte den i tyve år, Tim. Jeg håbede, at jeg ikke ville få brug for den. Jeg burde nok have afleveret den, da krigen kom, men jeg tænkte på Mars . . ."
    "- og en ferietur herop!"
    "Netop. Men dette bliver mellem os to. Da jeg så, at alt var ved at være forbi på Jorden, pakkede jeg det hele sammen, men jeg ventede lige til sidste øjeblik. Bert Edwards havde også skjult en raket, men vi blev enige om, at det ville være sikrere at tage afsted hver for sig, hvis de skulle forsøge at skyde os ned."
    "Hvorfor lod du raketten eksplodere, far?"
    "For at vi aldrig nogensinde skal kunne tage tilbage. Og hvis nogen af de onde mennesker nogensinde kommer til Mars, vil de ikke vide, at vi er her."
    "Er det derfor du hele tiden ser op på himlen?"
    "Ja, det er tåbeligt. De ville aldrig forfølge os. De har ikke noget at forfølge os med. Jeg er alt for ængstelig."
    Michael kom løbende tilbage. "Er det virkelig vores by, far?"
    "Hele planeten her er vores, drenge. Hele verden!"
    Der stod de som konger over bakkerne, kejsere over bjergtoppene, herskere over alt, hvad de så, enevældige monarker og præsidenter, og forsøgte at forstå, hvad det betød at eje en verden, og hvor stor en verden virkelig var.
    Natten kom hurtigt i den tynde atmosfære, og far efterlod dem på pladsen med den spruttende fontæne. Han gik ned til båden og kom tilbage med en bunke papirer i sine store hænder.
    Han lagde nogle af papirerne i en dynge og tændte ild i dem. For at holde varmen krøb de sammen om bålet og lo, og Timothy så, hvorledes de små bogstaver flygtede som skrækslagne dyr, når flammerne rørte ved dem og omringede dem. Papiret skrumpede sammen som en gammel mands hud, og ligbrændingen omfattede utallige ord: Statsobligationer, Salgsstatistik for 1999, Studie over religiøse fordomme, Logistikkens problemer, Panamerikansk enhed, Aktiemarkedet 3. juli 1998, Krigsoversigt...
    Far havde insisteret på at få netop de papirer med. Han sad der og lagde det ene efter det andet i ilden, hans ansigt lyste af tilfredshed, og han fortalte sine børn, hvad det altsammen betød.
    "Det er på tide, at jeg fortæller jer noget. Det var vist forkert at holde så meget hemmeligt for jer. Jeg ved ikke, om I kan forstå det, men jeg synes, jeg må sige jer det, selv om kun dele af det når ind til jer."
    Han kastede et papir ind i bålet.
    "Jeg brænder et livsprincip, netop på samme måde, som det bliver brændt væk fra Jorden nu. Undskyld, hvis jeg taler som en politiker. Jeg er jo, trods alt, forhenværende guvernør, og jeg var ærlig, og derfor hadede de mig. Livet på Jorden nåede aldrig så langt, at det udrettede noget godt. Videnskaben løb pludselig fra os, og folk forvildede sig i et mekanisk vildnis som børn, der er fjantede over spændende ting, mekanik, helikoptere, raketter. De lagde hovedvægten på selve maskinerne i stedet for på, hvordan maskinerne burde anvendes. Krigene blev voldsommere og voldsommere, og til sidst ødelagde de Jorden. Det er det, den tavse radio betyder. Det er det, vi er flygtet fra."
    "Vi har været heldige. Der er ikke flere raketter tilbage. Det er på tide, at I bliver klar over, at vi ikke er på fisketur. Jeg har udsat at fortælle jer det. Jorden er færdig. I århundreder fremefter vil rejser mellem planeterne være umulige, måske vil de aldrig mere finde sted. Det livsprincip viste sig uden eksistensberettigelse og ødelagde sig selv. I er unge. Jeg vil fortælle jer dette om og om igen hver dag, indtil det sidder fast."
    Han tav for at lægge flere papirer i ilden.
    "Nu er vi alene. Vi og en håndfuld andre, som vil lande i løbet af et par dage. Vi er nok til at begynde helt forfra. Nok til at vende os væk fra alt det på Jorden og begynde forfra."
    Ilden blussede op, som om den ville understrege hans tale. Og nu var alle papirerne brændt, undtaget eet. Alle Jordens love og trossætninger var brændt til små, varme askedynger, der snart ville bæres bort af vinden.
    Timothy så på det sidste stykke papir, far kastede på bålet. Det var et kort over Jorden, og det krøllede og vred sig i heden og - pff - væk var det, som en stor, varm, sort sommerfugl. Timothy vendte sig væk.
    "Og nu vil jeg vise jer marsboerne," sagde far. "Kom med, allesammen. Også du, Alice." Han tog hendes hånd.
    Michael græd højt, og far tog ham på skulderen og bar ham, og de gik ned gennem ruinerne mod kanalen.
    Kanalen. Hvor i morgen eller en anden dag deres fremtidige koner - nu små leende piger - ville komme sejlende i en båd med deres far og mor.
    Natten lagde sig om dem, og der var stjerner på himlen. Men Timothy kunne ikke finde Jorden. Den var allerede gået ned. Det gav noget at tænke på.
    En fugl skreg i ruinerne, da de gik forbi. Far sagde: "Jeres mor og jeg vil prøve på at undervise jer. Måske vil det mislykkes for os. Men det håber jeg ikke. Vi har haft en hel del at lære af. Vi planlagde turen herop for mange år siden, længe før I blev født. Selv om der ikke var blevet krig, tror jeg, vi var taget til Mars for at bo her og leve på vores egen måde. Det ville have varet mindst hundrede år endnu, før Mars var blevet helt forgiftet af Jordens civilisation. Men nu -"
    De nåede kanalen. Den lå lang og lige og kølig og våd og spejlblank i natten.
    "Jeg har altid gerne villet se en marsboer," sagde Michael. "Hvor er de henne, far? Du lovede os, at vi måtte se dem!"
    "Der er de," sagde far, og han løftede Michael ned fra skulderen og pegede lige ned.
    Der var marsboerne. Timothy begyndte at ryste.
    Der var marsboerne - nede i kanalen - et spejlbillede i kanalen. Timothy og Michael og Robert og far og mor.
    Længe, meget længe, så marsboerne tilbage på dem nede fra det bølgende vand......