TIDS SAFARI, A/S.
SAFARIER TIL ETHVERT ÅR I FORTIDEN.
DU NÆVNER DYRET.
VI FØRER DIG DERHEN
DU SKYDER DET.

En varm klump samlede sig i Eckels hals; han sank og skubbede den ned. Musklerne omkring hans mund dannede et smil, mens han strakte sin hånd frem i luften og i den hånd bølgede en check på titusinde dollars til manden bag skrivebordet.
    "Garanterer denne safari at jeg kommer levende tilbage?"
    "Vi garanterer ingenting", sagde repræsentanten, "undtagen dinosaurerne." Han vendte sig: "Dette er Hr. Travis, Deres Safari Guide i fortiden. Han vil fortælle Dem hvad og hvor De skal skyde. Hvis han siger ingen skydning, så er der ingen skydning. Hvis De ikke adlyder instruktionerne, er der en streng straf på yderligere ti tusinde dollars, plus mulige indgreb fra regeringen, når De vender tilbage."
    Eckels kiggede tværs over det enorme kontor på en samling og virvar, en snoning og brummen fra ledninger og stålkasser, på et nordlys som nu blinkede orange, nu sølv, nu blåt. Der var en lyd som om et kæmpebål brændte al tid, alle årene og alle kalenderne, alle timerne stablet højt og antændt.
    En berøring med hånden og denne brænden ville, øjeblikkelig, smukt vende om. Eckels huskede sprogbrugen i brevets annoncer. Frem fra slagger og aske, frem fra støv og kul, som gyldne salamandre, kunne de gamle år, de grønne år, springe; roser forsøder luften, hvidt hår bliver kulsort, rynker forvinder; alt, alting flyver tilbage til frøet, flygter fra døden, skynder sig ned til sine begyndelser, sole stiger op på vestlige himle og går ned i smukke østlige, måner spiser sig selv modsat sædvanen, alt og alting gemmer en i en anden som kinesiske æsker, kaniner ned i hatte, alt og alting vender tilbage til en frisk død, frødøden, den grønne død, til tiden før begyndelsen. En berøring af en hånd kunne gøre det, bare en lille berøring med en hånd.
    "Satan og helvede," gispede Eckels, maskinens lys skinnede på hans smalle ansigt. "En rigtig tidsmaskine". Han rystede på hovedet. "Det får en til at tænke. Hvis valget igår var gået skidt, kunne jeg være her nu, for at stikke af fra resultaterne. Gudsketak og lov for at Keith vandt. Han vil blive en god præsident for de Forenede Stater.."
    "Ja," sagde manden bag skrivebordet. "Vi er heldige. Hvis Deutscher var blevet valgt, ville vi få det værste diktatur. Der har De en anti-alting mand, militarist, anti-Krist, anti-human, anti-intellektuel. Ved De hvad, folk ringede til os, halvvejs i spøg. De sagde, at hvis Deutscher blev valgt, ville de rejse til 1492 og leve der. Det er selvfølgelig ikke vort job at arrangere flugt, men at arrangere safarier. Men hvad, Keith er præsident nu. Det eneste De skal bekymre Dem om er-"
"At skyde min dinosaur," Eckels sluttede for ham.
    "En Tyrannosaurus Rex. Tordenøglen, historiens mest forbandede uhyre. Underskriv denne erklæring. Hvis der sker Dem noget, er vi ikke ansvarlige. De der dinosaurer er sultne."
    Eckels rødmede af vrede. "Prøver De at skræmme mig!"
    "Ærligt talt, ja. Vi vil ikke have, at nogen går i panik ved det første skud. Sidste år blev seks safariledere dræbt, og et dusin jægere. Vi er her for, at give Dem den mest forbandet gode oplevelse en rigtig jæger nogensinde har ønsket sig. Vi fører Dem tres millioner år tilbage, for at tilbyde Dem det mest djævelske bytte i historien. Deres personlige check ligger stadig dér. Riv den i stykker."
    Hr. Eckels så længe på checken, hans fingre rystede.
    "Held og lykke," sagde manden bag skrivebordet. "Mr.Travis, han er Deres."
    De gik stille, tværs over rummet med deres rifler, hen mod maskinen, imod det sølvskinnende metal og brølende lys.
    Først en dag og så en nat og så en dag og så en nat, så var det dag-nat-dag-nat. En uge, en måned, et år, et årti! 2055. 2019. 1999! 1957! Væk! Maskinen brølede.
    De tog deres ilthjælme på og afprøvede radioforbindelsen.
    Eckels svajede på det polstede sæde, med blegt ansigt, kæberne fastlåst. Han mærkede rystelserne i armene og så ned og opdagede sine hænder, der klemte sammen om den nye riffel. Der var fire andre mænd i maskinen. Travis, safarilederen, hans assistent, Lesperance og to andre jægere, Billings og Kramer. De sad og kiggede på hinanden og årene føg omkring dem.
    "Kan disse geværer gøre en dinosaur kold?" mærkede Eckels sin mund sige.
    "Hvis man rammer dem rigtigt," sagde Travis i hjelmradioen. "Nogle dinosaurer har to hjerner, en i hovedet og en langt nede ad rygraden. Dem holder vi os fra. Det er at gå for vidt. Sæt de første to skud i øjnene, hvis I kan, gør dem blinde og gå tilbage ind i hjernen."
    Maskinen hylede. Tid var en film, kørt baglæns. Sole flygtede og ti millioner måner flygtede efter dem. "Du gode Gud," sagde Eckels."Enhver jæger, der nogensinde har levet, ville misunde os i dag. Det her får Afrika til at ligne Illinois"
    Maskinen satte farten ned; dens skrig faldt til en mumlen. Maskinen standsede.
    Solen standsede på himlen.
    Tågen, som havde indhyllet maskinen blæste væk og de var i en gammel tid, en rigtig gammel tid, tre jægere og to safariledere med deres blå metalgeværer på knæene.
"Kristus er ikke født endnu," sagde Travis. "Moses er ikke gået op på bjerget, for at tale med Gud. Pyramiderne er stadig i jorden og venter på, at blive skåret ud og rejst. Husk det. Alexander, Cæsar, Napoleon, Hitler - ingen af dem findes."
    Mændene nikkede.
    "Det"- Hr. Travis pegede - "er junglen fra tres millioner to tusinde og halvtres år før præsident Keith."
    Han viste en metalsti, som forsvandt ind i et grønt vildnis, henover dampende sump, blandt kæmpe bregner og palmer.
    "Og det," sagde han, "er en sti, udlagt af Tids Safari til Jeres brug. Den svæver 20 centimeter over jorden. Rører ikke så meget, som et blad, en blomst eller træ. Den er et anti-tyngdekraft metal. Dens formål er, at forhindre Jer i, på nogen måde, at berøre denne fortidsverden. Bliv på stien. Lad være med at gå ned af den. Jeg gentager. Gå ikke af. Lige meget hvorfor! Hvis I falder af, er der en bøde. Og skyd ikke noget dyr, vi ikke har sagt ok til."
    "Hvorfor?" spurgte Eckels.
    De sad i det fortidige vildnis. Fjerne fugleskrig blæste med et vindpust og lugten af tjære og et gammelt salt hav, fugtige græsser og blodfarvede blomster.
    "Vi vil ikke ændre fremtiden. Vi hører ikke til her i fortiden. Regeringen bryder sig ikke om, at vi er her. Vi må betale et stort bidrag for at beholde vor franchise. En tidsmaskine er en forbandet følsom sag. Uden at vide det, kunne vi komme til at dræbe et vigtigt dyr, en lille fugl, en ørentvist selv en blomst og på den måde ødelægge en vigtig forbindelse i en voksende art."
    "Det er ikke forstået," sagde Eckels.
    "I orden," fortsatte Travis, "lad os sige at vi ved et uheld dræber en mus her. Det betyder, at alle fremtidige familier fra denne særlige mus ødelægges, ikke?"
    "Rigtigt."
    "Og alle familierne af familierne af familierne af denne ene mus! Med et tramp med foden, udsletter I først en, så et dusin, derefter tusinde, en million, en milliard mulige mus!".
    "Ja så er de døde," sagde Eckels."Og hvad så?"
    "Hvad så?" Vrængede Travis stille. "Godt, hvad med rævene, som behøver disse mus, for at overleve? I mangel af ti mus, dør en ræv. I mangel af ti ræve, sulter en løve. I mangel af en løve, kastes alle mulige slags insekter, gribbe og milliarder af livsformer ind i kaos og ødelæggelse. Til sidst ender det sådan: nioghalvtres millioner år senere, går en hulemand, en ud af hele verdens dusin, på jagt efter vildsvin eller sabeltandstiger for at få føde. Men Du, ven, har trådt på alle det områdes tigre. Ved at træde på en enkelt mus. Derfor sulter hulemanden. Og bemærk, venligst, at hulemanden ikke bare er et hvilket som helst kassabelt menneske, nej! Han er en komplet fremtidig nation. Ti sønner ville have stammet fra hans lænder. Fra deres lænder hundrede sønner og så videre mod en civilisation. ødelæg denne ene mand, og man ødelægger en race, et folk, en komplet livshistorie. Det kan sammenlignes med at slå nogle af Adams børnebørn ned. Et tramp med ens fod, på en mus, kunne starte et jordskælv, hvis virkninger kunne ryste Jorden og skæbner ned gennem tiden, til selve grundlaget. Med en hulemands død, kvæles en milliard andre endnu ufødte i bugen. Måske rejser Rom sig aldrig på dens syv høje. Måske er Europa for evigt en mørk skov og kun Asien vokser sig sund og sprudlende. Træd på en mus og du knuser pyramiderne. Træd på en mus og du efterlader dit aftryk, som en Grand Canyon, hen over evigheden. Dronning Elizabeth bliver måske aldrig født, Washington krydser måske aldrig Delaware, måske kommer der aldrig et USA. Så vær forsigtige. Bliv på stien. Træd aldrig af!"
    "Jeg forstår," sagde Eckels. " Så kan det bedst betale sig, slet ikke at røre græsset?"
    "Rigtigt. At ødelægge visse planter, kunne adderes uendeligt. En lille fejl her, ville mangfoldiggøres i tres millioner år, helt uden proportioner. Måske er vor teori forkert. Måske kan tiden ikke ændres af os. Eller måske kan den kun ændres på små underfundige måder. En død mus her forårsager en insekt-ubalance der, en befolknings-ubalance senere, en dårlig høst derefter, en depression, massesult, og tilslut en ændring i socialindstilling i fjerne lande. Noget meget mere underfundigt end det. Måske kun et blødt åndedræt, en hvisken, et hår, pollen i luften, en sådan lille, lille ændring, at man ikke ville bemærke den hvis man ikke så godt efter. Hvem ved? Hvem kan virkelig sige, at han ved besked? Vi ved det ikke. Vi gætter. Men indtil vi ved med sikkerhed, om vor manipulering i tiden kan skabe et anskrig i historien eller eller en lille feber i historien, er vi forbandet forsigtige. Denne maskine, denne sti, Jeres klæder og kroppe blev, som I ved, steriliserede før rejsen. Vi bærer disse ilthjelme så vi ikke infører vore bakterier i en forhistorisk atmosfære.."
    "Hvordan ved vi hvilke dyr vi kan skyde?"
    "De er mærket med rød maling," sagde Travis. "I dag, før vor rejse, sendte vi Lesperance tilbage hertil med maskinen. Han kom til denne særlige tidsepoke og fulgte bestemte dyr".
    "Studerede dem?"
    "Rigtigt," sagde Lesperance."Jeg følger dem gennem hele deres tilværelse og lægger mærke til, hvem af dem der lever længst. Meget få. Hvor mange gange de parrer sig. Ikke ofte. Livet er kort. Når jeg finder en som skal dø når et træ falder ned over ham, eller en som drukner i en tjærepøl, noterer jeg det eksakte tidspunkt: time, minut, og sekund. Jeg affyrer en malingsbombe. Den efterlader et rødt mærke på dens skind. Vi kan ikke undgå at se det. Så korrelerer jeg vor ankomst i fortiden sådan, at vi møder uhyret ikke mere ned to minutter før det alligevel ville være blevet dræbt. På denne måde dræber vi kun dyr uden fremtid, som aldrig parrer sig igen. Ser I hvor omhyggelige vi er?"
    "Men hvis I kom tilbage i tiden i morges," sagde Eckels ivrigt, "så må i have stødt ind i os, vor safari! Hvordan endte den? Lykkedes den? Kom vi alle fra den - i live?"
    Travis og Lesperance skævede til hinanden.
    "Det ville være et paradoks," sagde Lesperance. "Tiden tillader ikke den slags rod - at en mand møder sig selv. Når sådanne hændelser er oppe over, træder tiden tilside. Som et fly, der rammer et lufthul. Mærkede i maskinen hoppe lige før vi standsede? Det var os, der passerede os selv på vej tilbage til fremtiden. Vi så ingenting. Der findes ingen måde hvorpå man kan sige om denne ekspedition var en succes, om vi fik vort uhyre, eller om vi alle - jeg mener Dem, Hr. Eckels - kom herfra i live."
    Eckels smilede blegt.
    "Hold op," sagde Travis hårdt. "Alle op at stå!"
    De var klar til at forlade maskinen.
    Junglen var høj og junglen var bred og junglen var hele verden overalt og overalt. Lyde som musik og lyde som flyvende telte fyldte himlen og det var pterodactyler, svævende med huleagtige grå vinger, gigantiske flagermus fra et mareridt og en nattefeber. Eckels, balancerende på den smalle sti, sigtede legende med sin riffel.
    "Hold op med det!" sagde Travis. "Sigt ikke, selv for sjov, for fanden! Hvis Deres gevær skulle gå af-"
    Eckels rødmede. "Hvor er vores Tyrannosaurus?"
    Lesperance så på sit ur. "Forude. Vi træffer hans spor om tres sekunder. Se efter den røde maling, for himlens skyld. Skyd ikke før vi siger til. Bliv på stien. Bliv på stien.
    De gik fremad i morgenvinden.
    "Mærkeligt," mumlede Eckels. "Forude, tres millioner år, valgdagen forbi. Keith blevet præsident. Alle fester. Og her er vi, faret en million år vild og de findes ikke. De ting vi bekymrede os om i månedsvis, et helt liv, ikke engang født eller tænkt på endnu."
    "Afsikring, alle!" Beordrede Travis. "De, første skud Eckels. Andet, Billings. tredje, Kramer."
    "Jeg har jagtet tiger, vildsvin, buffalo, elefant, men du store gud, det her er sagen," sagde Eckels. "Jeg ryster som et barn."
    "Aha," sagde Travis.
    Alle standsede.
    Travis løftede hånden, "Fremad," hviskede han. "I disen. Der er han. Der er Hans Kongelige Højhed så."
    Junglen var mægtig og fuld af pippen, skraben, mumlen og suk.
    Pludselig holdt det hele op, som hvis nogen havde lukket en dør.
    Stilhed.
    En lyd af torden.
    Ud af disen, et hundrede meter væk, kom Tyrannosaurus Rex.
    "Store Gud," hviskede Eckels.
    "Shh!"
    Den kom på mægtige olieskinnende, elastiske, skrævende ben. Den tårnede sig ti meter op over halvdelen af træerne, en mægtig ond gud, som foldede sine urmager kløer tæt til sit skinnende reptilbryst. Hvert bagben var et stempel, femhundrede kilo hvidt ben, druknet i tykke muskelreb, dækket af en glinsende vortet hud, som en frygtelig krigers rustning. Hvert lår var et ton kød, elfenben, og stålgitter. Og fra den store overkrops åndende bur dinglede de spinkle arme frem, arme med hænder der kunne samle mænd op som legetøj og undersøge dem, mens slangehalsen snoede sig. Og selve hovedet, et ton formet sten, løftede sig let mod himlen. Dens mund gabede, afslørende et hegn af tænder som sværd. Dens øjne rullede, strudseæg, udtryksløse bortset fra sult. Den lukkede sin mund til et dødssmil. Den løb, hoftebenene knuste træer og buske tilside, dens klofødder greb fugtig jord, efterlod tyve centimeter dybe aftryk hvor den lagde sin vægt. Den løb med glidende ballettrin, altfor oprejst og afbalanceret til sine ti tons. Den bevægede sig opmærksomt ind i et solbeskinnet område, dens smukke reptilhænder følte på luften.
    "Min Gud!," Eckels skar en grimasse. "Den kunne række op og gribe Månen."
    "Shh!" snerrede Travis vredt. "Han har ikke set os endnu."
    "Den kan ikke dræbes." Eckels fremsatte denne dom stille, da den ikke kunne diskuteres. Han havde afvejet vidnesbyrdene og dette var hans gennemtænkte mening. Riflen i hans hånd forekom at være en knaldhættepistol. "Det var dumt af os at komme. Dette er umuligt."
    "Hold kæft!" hvæsede Travis.
    "Mareridt."
    "Omkring," kommanderede Travis. "Gå roligt hen til maskinen. Vi godtgør det halve af Deres billet."
    "Jeg var ikke klar over at den ville være så stor," sagde Eckels. "Jeg fejlberegnede, det er det hele. Og nu vil jeg væk."
    "Den ser os!"
    "Der er den røde maling på brystet!"
    Tordenfirbenet rejste sig. Dens pansrede kød glimtede som tusinde grønne mønter. Mønterne, der var dækket af slim, dampede. I slimen vrikkede små insekter, så det så ud som om hele kroppen dirrede og bølgede, selv når uhyret ikke selv rørte sig. Den åndede ud. Stanken af råt kød blæste gennem vildnisset.
    "Få mig væk herfra," sagde Eckels. "Sådan var det aldrig før. Jeg var altid sikker på, at jeg ville slippe levende fra det. Jeg havde gode ledere, gode safarier og sikkerhed. Denne gang har jeg regnet forkert. Jeg har mødt min lige og indrømmer det. Dette er for meget for mig at overkomme."
    "Løb ikke," sagde Lesperance. "Vend om. Gem Dem i maskinen."
    "Ja." Eckels følte sig lammet. Han så på sine fødder, som for at få dem til at bevæge sig. Han gryntede af hjælpeløshed.
    "Eckels!"
    Han gik nogle få skridt, blinkende, med slæbende fødder.
    "Ikke den vej!"
    Ved den første bevægelse for uhyret frem med et frygteligt skrig. Det nåede hundrede meter på fire sekunder. Riflerne blev rykket op og spyede ild. Et vindstød fra bæstets mund indhyllede dem i stanken af slim og gammelt blod. Uhyret brølede, glinsende hvide tænder i Solen.
    Uden at se tilbage, gik Eckels blindt mod kanten af stien, med geværet i sine lamme arme, trådte ned af stien og gik, uden at vide det, i junglen. Hans fødder sank ned i grønt mos. Hans ben flyttede ham og han følte sig alene og fjernt fra begivenhederne bagude.
    Riflerne knitrede igen. Deres lyd forsvandt i skrig og øgletorden. Reptilets store vægtarm af en hale svingede op, svirpede sidelæns. Træer eksploderede i skyer af blade og grene. Uhyret rystede med sine små juvellerhænder ned for at famle ved mændene, for at knække dem midtover, for at knuse dem som bær, for at stoppe dem ind mellem sine tænder og ned i sin skrigende hals. Dens kampestens øjne var på højde med mændene. De så sig spejlet. De skød på de metalliske øjenlåg og den skinnende sorte iris.
    Som et stenmonument, som en bjerglavine, faldt Tyrannosaurus. Tordnende knugede den træer og trak dem med sig. Den maste og iturev metalstien. Mændene kastede sig baglæns og væk. Kroppen ramte, ti tons koldt kød og ben. Geværerne skød. Uhyret piskede med sin pansrede hale, rystede sine slangekæber og lå stille. En fontæne af blod strømmede ud af dens hals. Et sted indeni sprang et hulrum med væsker. Kvalmende sprøjt gennemblødte jægerne. De stod røde og glinsende.
    Tordenen døde hen.
    Junglen var stille. Efter lavinen, en grøn fred. Efter mareridtet, morgen.
    Billings og Kramer sad på stien og kastede op. Travis og Lesperance stod med rygende rifler, stadigt bandende.
    I maskinen lå Eckels skælvende med ansigtet nedad. Han havde fundet vej tilbage til stien og var klatret ind i maskinen.
    Travis kom gående, kastede et blik på Eckels, tog gazebind fra en metalæske og vendte tilbage til de andre, som sad på stien.
    "Rengøring."
    De tørrede blodet af deres hjælme. De begyndte også at bande. Uhyret lå der, et bjerg af fast kød. Indeni kunne man høre sukke og mumlen efterhånden som dets fjerneste kamre døde, organer der arbejdede forkert, væsker der i et sidste øjeblik løb fra lomme til hulrum til milt, alting standsende, standsende for evigt. Det var som at stå ved et ødelagt lokomotiv eller en dampmaskine ved lukketid, alle ventiler udløses eller lukkes tæt. Knogler knækkede; vægten af dens eget kød, ude af balance, dødvægt, brækkede de spinkle forben, som var kommet i klemme. Kødet faldt skælvende til ro.
    En anden knækkende lyd. Ovenover brækkede en gigantisk gren af sin solide forankring og faldt. Den styrtede ned på det døde bæst med eftertryk.
    "Sådan." Lesperance så på sit ur. "Præcis til tiden. Det er det kæmpetræ som var beregnet til at falde og dræbe dette dyr oprindeligt." Han så på de to jægere. "Vil I have trofæbilledet?"
    "Hvad?"
    "Vi kan ikke tage et trofæ med tilbage til fremtiden. Kroppen er nødt til at blive her hvor den oprindeligt ville have døet, så insekterne, fuglene og bakterierne kan komme til den, som det var meningen. Alting i balance. Kroppen bliver. Men vi kan tage et billede af Jer, hvor i står ved siden af den."
    De to mænd prøvede at tænke, men gav op og rystede på hovedet.
    De lod sig føre henad metalstien. De sank udmattede ned i maskinens puder. De stirrede tilbage mod det ødelagte uhyre, den standsede mund, hvor mærkelige reptilfugle og gyldne insekter allerede var travlt i gang med det dampende panser.
    En lyd fra tidsmaskinens gulv fik dem til at stivne. Eckels sad der, skælvende.
    "Jeg er ked af det," sagde han endelig.
    "Rejs Dem op!" skreg Travis.
    Eckels rejste sig.
    "Gå ud på den sti alene," sagde Travis. Hans riffel pegede. "De kommer ikke tilbage i maskinen. Vi efterlader Dem her!"
    Lesperance greb fat i Travis's arm."Vent-"
    "Hold Dig fra det her!" Travis rystede hånden væk. "Denne idiot fik os næsten dræbt. Men det er ikke så meget det. Fandme nej. Det er hans sko! Se på dem! Han løb væk fra stien. Min Gud, det ødelægger os! Gud ved hvor meget det vil koste os! Titusindvis af dollars i forsikring! Vi garanterer at ingen forlader stien. Han forlod den. Åh, det forbandede fjols! Jeg bliver nødt til at rapportere til regeringen. De tilbagekalder måske vores rejselicens. Gud ved, hvad han har gjort ved tiden, ved historien!"
    "Tag det roligt, det eneste han gjorde var, at sparke noget mudder rundt."
    "Hvordan kan vi vide det?" skreg Travis. "Vi ved ingenting! Det hele er et forbandet mysterium! Se så at komme derud Eckels!"
    Eckels fumlede med sin skjorte. "Jeg vil betale hvadsomhelst. Et hundrede tusind dollars!"
    Travis stirrede på Eckels checkhefte og spyttede. "Gå derud. Uhyret ligger ved siden af stien. Stik Deres arme op i dens gab, til albuerne. Så kan de komme tilbage med os."
    "Det er uretfærdigt!"
    "Uhyret er dødt, De feje bastard. Kuglerne! Kuglerne må ikke efterlades. De hører ikke til i fortiden; de kunne ændre noget. Her er min kniv. Grav dem ud!"
    Junglen var levende igen, fuld af de gamle rystelser og fugleskrig. Eckels vendte sig langsomt for at betragte den forhistoriske losseplads, den bakke af mareridt og angst. Efter lang tid, slæbte han sig, som en søvngænger, ud langs stien.
    Han kom skælvende tilbage, fem minutter senere, med gennemblødte og røde arme op til albuerne. Han strakte hænderne frem. I hver var der et antal stålkugler. Så faldt han. Han lå hvor han faldt, uden at bevæge sig.
    "Det var ikke nødvendigt, at få ham til at gøre det," sagde Lesperance.
    "Var det ikke? Det er for tidligt at svare på." Travis pirkede til den stille krop. "Han vil overleve. Næste gang vil han ikke jage vildt som dette. Okay."
    Han rystede sin tommelfinger mod Lesperance. "Start den op. Lad os tage hjem."
    1492.1776.1812.
    De rensede deres hænder og ansigter. De skiftede deres tilsølede skjorter og bukser. Eckels var oppe og med igen, uden at sige noget. Travis gloede på ham i hele ti minutter.
    "Se ikke sådan på mig," skreg Eckels. "Jeg har ikke gjort noget."
    "Hvem kan vide det?"
    "Løb bare ned af stien, det er alt, lidt mudder på mine sko - hvad vil De have jeg skal gøre - falde på knæ og bede?"
    "Det kan være vi får brug for det. Jeg advarer Dem Eckels, jeg dræber Dem måske stadig. Jeg har mit gevær klar."
    "Jeg er uskyldig, jeg har ikke gjort noget!"
    1999.2000.2055.
    Maskinen standsede.
    "Se at komme ud," sagde Travis.
    Rummet var der, som de havde forladt det. Men ikke på samme måde, som de havde forladt det. Den samme mand sad bag det samme skrivebord. Men den samme mand sad ikke helt bag det samme skrivebord.
    Travis så sig hurtigt omkring. "Er alt ok her?" gispede han.
    "Fint. Velkommen hjem!"
    Travis slappede ikke af. Det forekom som han betragtede atomerne i selve luften, den måde Solen skinnede gennem det ene høje vindue.
    "Okay, Eckels, forsvind. Kom aldrig mere tilbage."
    Eckels kunne ikke røre sig.
"De hørte mig," sagde Travis. "Hvad glor De på?"
    Eckels stod og snusede til luften, og der var noget med luften, en kemisk antydning så skjult, så fin, at kun et svagt skrig fra hans underbevidste sanser advarede ham om at den var der. Farverne, hvid, grå, blå, orange, på væggen, i møblementet i himlen bag vinduet, var ... var ... Og der var en fornemmelse. Hans kød skælvede. Hans hænder skælvede. Han stod og drak det underlige med alle kroppens porer. Et eller andet sted måtte nogen have blæst i en af de fløjter, som kun en hund kan høre. Hans krop skreg stilhed tilbage. Hinsides dette rum, hinsides denne væg, hinsides denne mand som ikke var helt den samme mand siddende ved dette skrivebord, som ikke var helt det samme skrivebord ... lå en hel verden af gader og folk. Hvilken slags verden var det nu, det var ikke til at vide. Han kunne mærke dem bevæge sig der, hinsides væggene, næsten, som lige så mange skakbrikker blæsende i en tør vind...
    Men det mest oplagte var skiltet der var malet på kontorvæggen, det samme skilt som han havde læst tidligere i dag, da han først trådte ind.
    Skiltet havde på en eller anden måde ændret sig:

TEDS SAGFARE A/S.
SAGFAREER TEL ETVERT OR E FORTEDEN
DOO NEVNER DYYRET
VE FOERER DEJ DERHEND
DOO SKUYDER DETT.

Eckels følte han faldt ned i en stol. Han fumlede som en sindssyg i den tykke slim på sine støvler. Han holdt en klump mudder op, dirrende. "Nej, det kan ikke passe. Ikke sådan en lille ting. Nej!"
    Indsmurt i mudder, skinnende grøn og guld og sort, var der en sommerfugl, meget smuk, og meget død.
    "Ikke sådan en lille ting! Ikke en sommerfugl!" skreg Eckels.
    Den faldt på gulvet, en udsøgt ting, en lille ting, som kunne forstyrre balancer og vælte en række små dominoer og så store dominoer og så gigantiske dominoer hele vejen ned gennem tiden. Eckels sind snurrede. Det kunne ikke ændre tingene. At dræbe en sommerfugl, kunne ikke være så betydningfuldt! Kunne det?
    Hans ansigt var koldt. Hans mund skælvede, da han spurgte:" Hvem - hvem vandt præsidentvalget igår?"
    Manden bag skrivebordet lo. "Spøger De? Det ved De forbandet godt. Deutscher, selvfølgelig! Hvem ellers? Ikke den forbandede svækling til Keith. Vi har fået os en jernmand nu, en mand med gåpå mod, ved Gud!" Den ansatte standsede. "Hvad er der galt?"
    Eckels jamrede. Han faldt på knæ. Han skrabede på den gyldne sommerfugl med rystende fingre. "Kan vi ikke," tiggede han verden, sig selv, de ansatte, maskinen, "kan vi ikke tage den tilbage, kan vi ikke gøre den levende igen? Kan vi ikke begynde helt forfra? Kan vi ikke - ?
    Han rørte sig ikke. Med lukkede øjne ventede han, rystende. Han hørte Travis ånde højt i rummet; han hørte Travis tage ladegreb på sin riffel, afsikre, og hæve våbnet.
    Der var en lyd af torden.